Prædiken til Skærtorsdag

NADVEREN ER FÆLLESSKAB

Salmer: 152 416 153; 420 154

1. Korintherbrev 10,15-17
Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.

Nadveren står i centrum
Sådan er det særligt Skær­torsdag. Og nadveren står i centrum i den krist­ne menighed. Hele kirkerummets indretning peger frem mod alteret. Nadveren gør dåbens løf­te konkret: “Og se jeg er med jer!” Men hvad er det, der sker i nadveren? Det skal der un­dervises om fra prædikestolen, så de døbte kan gå værdigt til nadver.

Hvad er alterets sakramente?
Sådan spørger Katekismen i stk. 5 om “Alterets sakramente” med underskriften: “Således som en far skal undervise sin familie om det.” Der er noget, man skal vide, før man går til nadver. Det er Herren selv, der befaler, at de døbte skal lære at “hol­de alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,20). At være kristen er ensbetydende med at være elev eller discipel. Det er Herrens udtrykkelige befaling: “Gør dem til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem at holde alt det, har befalet jer” (Matt 28,18ff). Og netop for sine disciple indstifter han nadveren; for dem, der går i hans “sko­le”. Den første forudsætning for at kunne tage del i nadveren, hvor Herren særligt lover at være med sine disciple, er altså den dobbelte: at man er døbt; og at man vil være en elev, der vil høre, lære og holde det, som Jesus har befalet.
Der skal undervises om nadveren. Det er en kristen fars pligt for sine døbte børn i hjemmet. For nadveren er ikke “hokus-po­kus”, som man fik det til, når man hørte den katolske præst udtalte velsignelsen på latin: “Hoc est corpus...” Og så fik man intet ud af nad­veren. Her skal der under­visning til. Sådan hører vi Paulus undervise de døbte i Korinth om nadveren og sige: Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Brug nu hove­det, I døbte kristne. Tænk jer om. Her er noget, I må forstå, tænke over og tage til jer, så I ved besked og kan svare.
Her er vi ved noget vigtigt, hvad den kristne tro angår. Vi skal ikke bare lade os binde noget på ærmet. Vi skal bruge hovedet, tænke efter og selv forstå, hvad det er, vi tror. Vi skal ikke bare sige: Jamen, sådan er det i vores kirke. Det siger præsten. I Bibelen er der ingen plads til stærke personligheder, der kan drage andre efter sig med stærke overtalelses-evne­r. Den kristne lære skal læres af alle døbte og er alle døbtes ansvar. End ikke apostelen, som ellers har et særligt mandat, optræder som hjernevasker. Men han står frem og siger: Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Og i et andet brev til korinth til­skynder han til, at “vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristu­s” (2 Kor 10,5).

Hvad siger Jesus om nadveren?
Døm selv, om det jeg siger, udfordrer Paulus. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Spørger han her, hvad hver enkelt tænker om nadveren? Nej, tværtimod binder han tanken til den velsignelse, som udtales i nadveren. Velsignelsen er da Herrens egne ord, som han udtalte, da han under påskemåltidet tog et bæger, velsignede det og sagde: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod.” Døm selv. Siger Jesus da ikke, at vinen i dette bæger er hans blod? Og siger han ikke tilsvarende om brødet: Dette er mit legeme?
Katekismen svarer ligetil: “Det er vor Herres Jesu Kris­ti sande legeme og blod. ” Og den konklu­sion, kom­mer den ikke til, udfra hvad nogen tror. Men Katekismen spør­ger: “Hvor står det skrevet?” og svarer: “Således skriver de hellige evangelister Matthæus, Markus, Lukas og apo­stelen Paulus!” Sådan skal vi dømme om nadveren: Ikke udfra, hvad vi tænker og finder fornuftigt og rimeligt. Men udfra Herrens egne ord, som vi må tage for pålydende og “gøre enhver tanke lydig under.” Og det må vi være fælles og enige om, når vi fejrer nadver. Paulus taler ikke om velsignelsens bæger, som præsten velsigner, men som vi velsigner. Derfor rejser vi os også, når Herrens ord lyder som velsignelsen, der knytter fællesskab mellem vinen og hans blod!
Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med hans legeme? - Igen: Døm selv! Når hans ord som velsignelse er kommet til brødet, er det så ikke hans legeme? Er det ikke det, Jesu indstiftelsesord siger? Tænk selv efter. Er det nu sådan ud fra selve velsignelsen med hans ord, er det så ikke også ensbetydende med, at vi får fællesskab med hans legeme, når vi spiser det velsignede brød? Jeg spørger ikke, om du kan forstå ordene. Der spørges blot, om det ikke er det, Herren selv siger. Jo, sådan er det. Her er og får vi fællesskab med Kristi blod og legeme! Og hermed har vi svar på spørgsmålet: “Hvad gavn­er det at spise og drikke således?” Svar: “Syndernes forladelse, liv og salighed.” For dette Kristi blod og legeme er jo selve offeret og betalingen for vore synder!

Hvad betyder det for os?
Hvilke følger har det da at spise og drikke ved samme nad­verbord? For apostelen er svar­et klart: Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Nadverfællesskab er ét og det samme som kirkefællesskab. Som det synlige brød og vin ved velsignelsen er usynligt fællesskab med Jesu legeme og blod, sådan er det synlige fællesskab også fællesskab med den usynlige korsfæstede og genopstandne Jesus Kristu­s. Vi er og bliver her ét legeme med Kristus og hinanden.
En katekismus-forklaring henviser til denne tekst og uddyber: “Idet nad­veren befæster vort samfund med Kristu­s, befæster den også vort samfund med hverandre i menigheden og bestyrker os i indbyrdes kærlighed” (Balslev­). Derfor beder vi i nadvertaksigelsen om, at “disse gaver må gøre den indbyrdes kærlighed brændende iblandt os.” Sådan favner jo Herren os alle, så han “ingen forskel hos dem ænser, ønsker sig dem lige nær” (DS 153). Her får og har vi det dybeste åndelige fællesskab med hinanden. For her får og har vi alle del i den ene korsfæstede, genop­standne og himmelfarne Kristus. Det er “him­melfest på jord”, som en bog om nad­veren hedder.
Intet sted er Kristus og fællesskabet med ham så konkret som her. Nadveren er fællesskab! Fællesskab med Kristus, med nadvergæsterne og med alteret, hvor nadveren fejres. Derfor må Paulus stra­ks efter sige, at hvis der er “split­telser blan­dt jer..­. er det ikke Herrens nadver, I hol­der”; men som den tidligere oversættelse sagde, “da er det umu­ligt at spise Herrens nad­ver” (1 Kor 11,18-20). Derfor kan en kristen heller ikke gå til alters i et kirkefællesskab, som fører falsk og fremmed lære, der splitter. “Tænk på Israels folk, har de, som spiser af offeret ikke fællesskab med alteret?” (1 Kor 10,18). Jo, sådan er det.

Nadveren er fællesskab
Så holder vi da himmelfest på jord i det menigheds- og nadverfællesskab, hvor troen bekendes enstemmigt, og hvor de troende holder sig til alt det, som Jesus har lært. For dér er det, at han har lovet sine døbte, at være med dem alle dage indtil verdens ende! Amen.


Nadv’ren, Kristi kød og blod,
under brød og vinen,
udgydt til forladelse
netop for al synden.
Og hvor synden er forladt,
er der liv og salighed.
Det er både vist og sandt.
(Fra “Gud, jeg tror, du skabte mig”, Lis Lyrstrand)