KAN EN FORNÆGTER KOMME TILBAGE?
1. s. e. Påske, Svendborg 2008 - Salmer: 198 372 388 175; 293 55
Prædiketekst: Johannesevangeliet 21,15-19
Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere, end de andre gør?" Han svarer ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vogt mine lam!" Han spørger ham igen for anden gang: "Simon Johannes' søn, elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vær hyrde for mine får!" For tredje gang spørger han ham: "Simon, Johannes' søn har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" Og han svarede ham: "Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham: "Vogt mine får. Sandelig, sandelig, siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel skal du række hænderne ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil." Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham!"
Er der en vej tilbage?
Søndag efter påske er, om jeg så må sige, “dagen derpå”. Her sættes fokus på gammel synd. Hvad skal man gøre, hvis man har fornægtet Kristus? Hvad skal en discipel gøre, der har vendt Frelseren ryggen og frakendt sig ham med en ed? Kan en sådan komme tilbage og bruges til noget?
Ja, der er vej tilbage fra al synd!
Jesus bar jo alle synder. Derfor døde han: For vore synders skyld. Og hør: Han er opvakt for vor retfærdiggørelses skyld. Gud har gjort vort regnskab færdigt med Jesus. Og se, Jesu grav er tom! Der findes ingen synd uden tilgivelse. Selv for ubodfærdighed findes vej. David havde bedrevet hor, begået mord og vendt det døve øre til Gud. Men han fik den gamle synd frem: “Min synd bekendte jeg for dig. Da tilgav du mig min syndeskyld” (Sl 32). Gennem Jesu sjælesorg lærer vi i dag, at der er en vej tilbage også for den, der har fornægtet og forbandet! Der er endog en tjeneste!
Kvinderne ved graven havde allerede fået bud om særligt at hilse Peter (Mark 16,7). På sin opstandelses dag havde Jesus også vist sig for Simon (Luk 24,34). Han havde flere gange oplevet, hvordan Jesus pludselig stod iblandt dem og med sine naglemærkede hænder lyste sin fred over dem. Peter havde været med, da Jesus åndede på dem og sagde: “Modtag Helligånden! Som Faderen har sendt mig, således sender jeg også jer. Den hvem, I forlader synder, er de forladt...” (Johs 20,19). En mægtig bekræftelse på, at Jesu død og opstandelse betyder tilgivelse for alle synder. Han vil bruge alle dem, der har vendt ham ryggen og svigtet. Og hvad vil han bruge dem til? Til at give denne grænseløse tilgivelse videre!
Blandt dem, Herren favnede og tilgav, var jo Simon. Men i samtalen mellem ham og Jesus kan tyde på, at noget stikker og piner og må behandles: Den gamle synd, at han har fornægtet Jesus! Sådan fortæller en præst om en hårdkogt ateistisk gudsbespotter der blev kristen som 77-årig. Han var så jublende glad, da han blev optaget i menigheden og kunne deltage i nadveren. Men dagen efter sad han på præstekontoret og græd over sin synd. Han havde modtaget tilgivelse for mange ting, han havde gjort og forsyndet sig med. Men ét pinte og tog glæden fra ham: Den gamle synd, at han offentligt havde spottet Herren. Og sådan med Peter.
Gælder det også en Peter?
Han var kaldet til forkynder, men var blevet fornægter. Jesus havde kaldt ham en “klippe”. Simon havde forsikret: “Om så alle andre forarges på dig, vil jeg dog ikke. Om jeg så skal dø med dig, vil jeg ikke fornægte dig.” Og dog blev han en fornægter og løj! Men Jesus har ikke opgivet ham. Allerede påskedags aften mødte han ham. Men også kaldet til at være hyrde står ved magt. Tre gange tiltaler Herren ham. Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter, indleder evangelisten. Siden kalder Jesus ham: Simon, Johannes' søn. Herren går bag om alt det, hans discipel skulle være og virke som hans tjener og apostel og en klippe i kirken. Han går til mennesket, personen selv: Simon, Johannes søn! du har fejlet og er faldet. Men det afgørende er, hvad jeg betyder for dig. - Derfor tiltaler Jesus ikke med apostelnavn, men siger: Simon, Johannes' søn! Elsker du mig mere, end de andre gør?
Tre gange spørger Jesus; som Peter tre gange havde fornægtet. Det må være klart for Simon - som præsten gjorde det klart for den gamle ateist - at ingen synd, svigt eller noget fald er undtaget, når Jesus tilgiver! Ingen synd kan hindre et menneske i at være en kristen og en discipel af Jesus. Det afgørende for at være en kristen og for at tjene Jesus, er altså ikke, hvordan vi klarer vore opgaver og fylder vort kald og vor tjeneste. Det afgørende er, hvad Jesus betyder for en discipel. Elsker du mig? Det er det afgørende. Men hvem tør sige det? Hvilken kristen, som kender lidt til sig selv, tør sige det: Ja, Jesus! Jeg elsker dig! - og mere end andre?
Simon svarer: Ja! Måske i tanken; at den, som har fået meget tilgivet, elsker meget. Herre, du ved, at jeg har dig kær! “Du er mig uundværlig. Jeg kan ikke undvære dig.” Jesus bliver ved og spørger påny, for at få samme svar. For tredje gang spørger han med Simons egne ord: Har du mig kær? Simon, er der hold i det? Det er jo ikke dine ord, det gælder, men dig! Simon kan blot svare: Herre, du kender alt. “Du gennemskuer mig. Men Jesus, så ved du også, at det grundlæggende er sådan med mig, at jeg ikke kan andet end sige: Du ved det, Herre, at du er mig uundværlig.”
Hvad siger Jesus?
Det kan mærkes, som om Herren med hvert spørgsmål gør Simon mindre og mindre. Og han bliver bedrøvet. Men netop da får han bekræftet, at Herren vil bruge ham i sin tjeneste, ja, overlade ham sin kirke! Tænk, en mand, som havde fornægtet og bandet på, at han ikke kendte Jesus og dermed været med til at skubbe ham i døden! Ham kalder og indsætter Jesus til at være hyrde og biskop i sin kirke; en, som er ydmyget og har svigtet mere end alle de andre! Hvilket evangelium for den, som er faldet i synd og måske endog har vendt sin Herre ryggen og fornægtet, og tænker: Er der nogen vej tilbage? Kan jeg overhovedet bruges til noget mere? Ja! - skyndte vi os at svare i prædikenens begyndelse. Og så mægtigt det her bekræftes af kirkens Herre selv!
At være hyrde i Jesu kirke er ikke noget, der tilkommer de særligt stærke kristne, der er sikre på, at de er stærkere i troen end de andre! Dem, Herren kan bruge i sin kirke er dem, der stadig må synge med børnene: “Jesu lille lam jeg er, på sin skulder han mig bær.” For præste- og hyrdetjenesten er ikke et magtembede, men netop en tjeneste. “Således skal man betragte os: som Kristi tjenere” siger Paulus (1 Kor 4,1). Herren selv er forbilledet, når han siger: “Jeg er den gode hyrde...; jeg sætter mit liv til for fårene” (Johs 10,14f). Og hvem følger vel i Jesus spor, uden den, der kender sig selv som et lam? Dér, hvor hele Peters tjeneste var faldet på gulvet, og han havde vist sig totalt uduelig, dér kaldte Herren ham!
Man kan undre sig. Alle vidste, hvad Peter var for en, og hvad han havde gjort! Ville mon nogen af os have kaldet ham som præst? Vi er ofte rappe med vore domme: Nej, med en sådan forhistorie går det ikke! - Jo, for Jesus går det! Jamen, skal en hyrde ikke være en leder? Skal en præst ikke være et forbillede? Jovist. Han skal kende vejen til de rette græsgange og værne mod afveje og faldgruber. Han må have fårenes tillid og være deres forbillede og forkynder i både ord og gerning! Og alt dette udrustes han til lige netop dér, hvor han ikke har andet grundlag for sit liv og sin salighed end Jesus og hans kærlighed! Her er hemmeligheden ved enhver tjeneste i Jesu kirke: Den udspringer af magtesløsheden, hvor Guds nåde og tilgivelse er blevet alt. Sådan siger også apostelen Paulus: “Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget; at vi duer tyil noget, skyldes Gud” (2 Kor 3,5).
Er der da en vej tilbage?
Ja! Svarer vi nu for tredje gang. Jesu nåde rækker lige så langt som synden! Lad ham få det hele! Og Gud ser lige så lidt synd hos dig, som han ser i Jesu tomme grav. Som han opstod, skal du opstå. Men nu kalder han: Følg mig! For apostlene og alle præster er det et særligt kald til at tjene Herren som hyrder for hans hjord. For alle andre et kald til at lade sig sørge for af denne tjeneste. For sådan er Herren vores gode hyrde. Og med ham skal vi leve, om vi end dør. Amen.
søndag den 30. marts 2008
fredag den 28. marts 2008
1.søndag efter påske, København
Ingen gudstjeneste - Se Svendborg
Næste gudstjeneste: søndag 6. april kl. 10
Næste gudstjeneste: søndag 6. april kl. 10
1.søndag efter påske, Svendborg
Kig ind til gudstjeneste
søndag den 30. marts kl. 15
"Skallen", Møllergade 99
Kirkekaffe og samtale
Opl.: Else Marie Aasø - tlf 62220298
Pastor Vagn Lyrstrand - tlf 38746661
søndag den 30. marts kl. 15
"Skallen", Møllergade 99
Kirkekaffe og samtale
Opl.: Else Marie Aasø - tlf 62220298
Pastor Vagn Lyrstrand - tlf 38746661
fredag den 21. marts 2008
Prædiken til Langfredag
JESUS I MIDTEN
Salmer: 167 165 166; 169 189
Fra vor Herres Jesu Kristi lidelses historie
Også to andre, to forbrydere, førtes ud for at blive korsfæstet sammen med ham. De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra; men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og de korsfæstede ham og sammen med ham to andre, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side, med Jesus i midten. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: “Og han blev regnet blandt lovbrydere.”
Jesus i midten
Sådan var det bogstaveligt ved på Golgata. Men dermed peges også på midten i evangeliet og al frelsende tro, som Paulus skriver til korintherne, at han “ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2).
Hvor det passer til scenen med de 3 kors på Golgata: De to forbrydere og Jesus i midten som centrum for alle tilskuernes opmærksomhed i Jerusalem. Her er centrum for hele verdens historie, som indbefatter alle mennesker fra den første til den sidste. For på dette kors i midten opfyldes alle Skriftens løfter om frelse for lovbrydere, som han senere råber: “Det er fuldbragt!” Og “ordet om korset er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.” Men for jøder er det en forargelse og for hedninger en dårskab. Ved Jesu kors deles vandene - dengang som nu og indtil verdens ende. Også det minder de to kors med Jesus i midten om. Og vi spørges: Hvor står du?
Også to forbrydere, førtes ud for at henrettes sammen med ham. Mellem forbrydere skulle han korsfæstes. Han havde jo også været ven med toldere og syndere. Og de skulle ikke korsfæstes alene, men sammen med ham. Hvilken stærk forkyndelse! Jeg hører i mit bryst: “Der er ingen forskel, for alle har vi syndet og mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,21). Også du og jeg er lovbrydere. Men forbryderne førtes ud for at korsfæstes sammen med Jesus! Martin Luther siger: “I det ydre øjner du intet smukt ved ham. Du ser jo hvor skændigt og jammerligt han hænger dér. Men se ham ind i hjertet. Og du vil finde et smykke og en skat, som du aldrig kan takke ham nok for.”
I det ydre forargeligt og tåbeligt. Her føres tre mænd til korset, så der i det ydre ikke er nogen forskel at se. Og Jesus i midten gør ikke modstand. Han søger ikke at rive sig løs fra “selskabet”. Han opildner ikke sine tilhængere til at kæmpe for sig, øve terror og sætte ild til romernes borg og ypperstepræstens gård. Måske de to forbrydere netop var straffet for med vold at ville indføre et eller andet gudsrige. Også Jesu nærmeste disciple havde tænkt, at dette er for galt. Én greb til sværd, men fik svaret: “Stik sværdet i skeden!” Og til Pilatus havde han sagt: “Mit rige er ikke af denne verden.”
Og to forbrydere førtes ud for at blive henrettet sammen med ham. Med Jesus i midten. Dér er han konge. Dér er hans rige... Og:
De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. Måske det var en klippe med form som et kranium; eller hed det sådan, fordi mange hoveder rullede her. Her gøres der op med lovovertrædelser. En stærk forkyndelse af, at “syndens løn er død” (Rom 6,23). Og her førte de ham ud, fordi de havde hørt ham gøre sig selv Gud lig og lade sig kalde Guds Søn. Hvor forargeligt og dåragtigt! Nu kan alle se det, da han føres til retterstedet: Hvordan kan man tro og tilbede ham som sin Herre og Guds Søn? Muslimerne, der anser Jesus som en stor profet, benægter da også, at han blev korsfæstet! De ortodokse håner også tanken om en Gud, der gør sin Søn til synd og straffer ham i vrede over os som en forbrydere! Det er dog for skrapt! Og -
De ville give ham vin krydret med myrra; men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Meningen var, at det skulle dulme de korsfæstedes værste smerter. Måske også for at dæmpe skrigene. Vi holder også gerne dette på afstand, at døden er syndens løn! Men Jesus vil ikke have denne bedøvelse. Her skal intet dulmes. Han vil lide korsets død ved fuld bevidsthed. Det er afgjort, da han i Getsemane bad: “Far, tag dette bæger fra mig. Dog ske din vilje.” Og Guds vilje er, at han skal drikke vredens bæger til sidste dråbe! Han ved det og vil det! Med fuld bevidsthed vil han tømme Guds vredes bæger over alle syndere, som han også straks efter beder ved fuld bevidsthed: “Far, tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør!” - Hvilken stærk forkyndelse til enhver anfægtet: Jesus på korset i midten er ikke bedøvet for noget af det, som du lider. Han har tømt dette bæger til sidste dråbe ved fuld bevidsthed!
Og de korsfæstede ham. Ved fuld bevidsthed; som han også ved fuld bevidsthed havde sagt: “Nu går vi til Jerusalem, og Menneskesønnen skal korsfæstes.” Disciplene søger at hindre det. Men han vil det. Derfor må de korsfæste ham. Korset er ikke dyd, men dåd. Det havde han sagt meget bevidst: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Aftenen forinden havde han også arrangeret påskemåltidet og givet dem pantet på den frelse, han nu skulle bringe, da han rakte dem brød og vin med ordene: Dette er mit legeme og blod, som gives og udgydes for jer.”
Og de korsfæstede ham. Det skete efter Faderens og Sønnens vilje. De agerede som uvidende redskabet for Guds vilje. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os,” (2 Kor 5,21). Det forkyndes så stærkt med beskrivelsen af, hvordan de korsfæstede ham sammen med to andre. Han er korsfæstet midt i alle andres synd; den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Han alene vidste, hvad der skete. Med disse hænder havde han mættet sultne, lægt syge, velsignet små og oprejst døde. På disse fødder var han gået rundt for at forkynde nåde og fred til fortabte
Disse nådens hænder og fødder er nu naglet til træet, der rejses i et hul på retterstedet udstillet som en Guds forbandelse efter Skriftens ord: “Forbandet er enhver, der hænger på et træ” (Gal 3,13). Her hænger Jesus, legemliggørelsen af Guds retfærdighed som ikke kendte til synd, mellem forbrydere i midten som den værste! Hvilken dårskab og forargelse, at tro og tilbede ham som sin Gud. Men for os, som tror, er jo netop denne Jesus Kristus, og det som korsfæstet, Guds kraft til frelse, håb og opstandelse.
Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: “Og han blev regnet blandt lovbrydere.” Her er trøstens evangelium for alle os ved siden af ham, Jesus i midten. Vi er som de to andre alle uden forskel syndere og lovbrydere. Men Jesus i midten er ingen synder. Han er ikke skyldig til den død og forbandelse, som han lider. Men han blev “regnet” blandt lovbrydere. Og den, der regnede, er Gud. Det siger Esajas, som også skriver: “Vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder... Herren lod al vor skyld ramme ham!” (Es 53).
Og dér fra korset i midten råber Jesus ene af alle og for alle: “Det er fuldbragt!” Alt er betalt. Straffen er sonet og Gud forsonet. Og du, som hører det og tror det: “Du skal være med mig i Paradis.” Sådan er ordet om korset Guds kraft til frelse. For det forkynder, at Jesus som vores stedfortræder i dommen bytter vores synd med sin retfærdighed. Derfor lyder evangeliet til højre og venstre til alle syndere i verden: “Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv, og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 Kor 5,19f).
Regnskabet er gjort op. Du er frikendt. Kors og grav forkynder, siger apostelen, at “Kristus blev givet hen på grund af vore synder og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse!” (Rom 6,25). ”Så er vi altså Guds udsendinge i Kristi sted... Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,20-21). Sådan er Ordet om korset med Jesus i midten Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Så bliv ikke som den ene forbryder i synden. Men sig med den anden: “Dette er, hvad jeg har fortjent. Men Jesus husk mig!” Og du skal være hos ham for evigt! Amen.
Salmer: 167 165 166; 169 189
Fra vor Herres Jesu Kristi lidelses historie
Også to andre, to forbrydere, førtes ud for at blive korsfæstet sammen med ham. De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra; men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og de korsfæstede ham og sammen med ham to andre, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side, med Jesus i midten. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: “Og han blev regnet blandt lovbrydere.”
Jesus i midten
Sådan var det bogstaveligt ved på Golgata. Men dermed peges også på midten i evangeliet og al frelsende tro, som Paulus skriver til korintherne, at han “ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2).
Hvor det passer til scenen med de 3 kors på Golgata: De to forbrydere og Jesus i midten som centrum for alle tilskuernes opmærksomhed i Jerusalem. Her er centrum for hele verdens historie, som indbefatter alle mennesker fra den første til den sidste. For på dette kors i midten opfyldes alle Skriftens løfter om frelse for lovbrydere, som han senere råber: “Det er fuldbragt!” Og “ordet om korset er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.” Men for jøder er det en forargelse og for hedninger en dårskab. Ved Jesu kors deles vandene - dengang som nu og indtil verdens ende. Også det minder de to kors med Jesus i midten om. Og vi spørges: Hvor står du?
Også to forbrydere, førtes ud for at henrettes sammen med ham. Mellem forbrydere skulle han korsfæstes. Han havde jo også været ven med toldere og syndere. Og de skulle ikke korsfæstes alene, men sammen med ham. Hvilken stærk forkyndelse! Jeg hører i mit bryst: “Der er ingen forskel, for alle har vi syndet og mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,21). Også du og jeg er lovbrydere. Men forbryderne førtes ud for at korsfæstes sammen med Jesus! Martin Luther siger: “I det ydre øjner du intet smukt ved ham. Du ser jo hvor skændigt og jammerligt han hænger dér. Men se ham ind i hjertet. Og du vil finde et smykke og en skat, som du aldrig kan takke ham nok for.”
I det ydre forargeligt og tåbeligt. Her føres tre mænd til korset, så der i det ydre ikke er nogen forskel at se. Og Jesus i midten gør ikke modstand. Han søger ikke at rive sig løs fra “selskabet”. Han opildner ikke sine tilhængere til at kæmpe for sig, øve terror og sætte ild til romernes borg og ypperstepræstens gård. Måske de to forbrydere netop var straffet for med vold at ville indføre et eller andet gudsrige. Også Jesu nærmeste disciple havde tænkt, at dette er for galt. Én greb til sværd, men fik svaret: “Stik sværdet i skeden!” Og til Pilatus havde han sagt: “Mit rige er ikke af denne verden.”
Og to forbrydere førtes ud for at blive henrettet sammen med ham. Med Jesus i midten. Dér er han konge. Dér er hans rige... Og:
De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. Måske det var en klippe med form som et kranium; eller hed det sådan, fordi mange hoveder rullede her. Her gøres der op med lovovertrædelser. En stærk forkyndelse af, at “syndens løn er død” (Rom 6,23). Og her førte de ham ud, fordi de havde hørt ham gøre sig selv Gud lig og lade sig kalde Guds Søn. Hvor forargeligt og dåragtigt! Nu kan alle se det, da han føres til retterstedet: Hvordan kan man tro og tilbede ham som sin Herre og Guds Søn? Muslimerne, der anser Jesus som en stor profet, benægter da også, at han blev korsfæstet! De ortodokse håner også tanken om en Gud, der gør sin Søn til synd og straffer ham i vrede over os som en forbrydere! Det er dog for skrapt! Og -
De ville give ham vin krydret med myrra; men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Meningen var, at det skulle dulme de korsfæstedes værste smerter. Måske også for at dæmpe skrigene. Vi holder også gerne dette på afstand, at døden er syndens løn! Men Jesus vil ikke have denne bedøvelse. Her skal intet dulmes. Han vil lide korsets død ved fuld bevidsthed. Det er afgjort, da han i Getsemane bad: “Far, tag dette bæger fra mig. Dog ske din vilje.” Og Guds vilje er, at han skal drikke vredens bæger til sidste dråbe! Han ved det og vil det! Med fuld bevidsthed vil han tømme Guds vredes bæger over alle syndere, som han også straks efter beder ved fuld bevidsthed: “Far, tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør!” - Hvilken stærk forkyndelse til enhver anfægtet: Jesus på korset i midten er ikke bedøvet for noget af det, som du lider. Han har tømt dette bæger til sidste dråbe ved fuld bevidsthed!
Og de korsfæstede ham. Ved fuld bevidsthed; som han også ved fuld bevidsthed havde sagt: “Nu går vi til Jerusalem, og Menneskesønnen skal korsfæstes.” Disciplene søger at hindre det. Men han vil det. Derfor må de korsfæste ham. Korset er ikke dyd, men dåd. Det havde han sagt meget bevidst: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Aftenen forinden havde han også arrangeret påskemåltidet og givet dem pantet på den frelse, han nu skulle bringe, da han rakte dem brød og vin med ordene: Dette er mit legeme og blod, som gives og udgydes for jer.”
Og de korsfæstede ham. Det skete efter Faderens og Sønnens vilje. De agerede som uvidende redskabet for Guds vilje. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os,” (2 Kor 5,21). Det forkyndes så stærkt med beskrivelsen af, hvordan de korsfæstede ham sammen med to andre. Han er korsfæstet midt i alle andres synd; den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Han alene vidste, hvad der skete. Med disse hænder havde han mættet sultne, lægt syge, velsignet små og oprejst døde. På disse fødder var han gået rundt for at forkynde nåde og fred til fortabte
Disse nådens hænder og fødder er nu naglet til træet, der rejses i et hul på retterstedet udstillet som en Guds forbandelse efter Skriftens ord: “Forbandet er enhver, der hænger på et træ” (Gal 3,13). Her hænger Jesus, legemliggørelsen af Guds retfærdighed som ikke kendte til synd, mellem forbrydere i midten som den værste! Hvilken dårskab og forargelse, at tro og tilbede ham som sin Gud. Men for os, som tror, er jo netop denne Jesus Kristus, og det som korsfæstet, Guds kraft til frelse, håb og opstandelse.
Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: “Og han blev regnet blandt lovbrydere.” Her er trøstens evangelium for alle os ved siden af ham, Jesus i midten. Vi er som de to andre alle uden forskel syndere og lovbrydere. Men Jesus i midten er ingen synder. Han er ikke skyldig til den død og forbandelse, som han lider. Men han blev “regnet” blandt lovbrydere. Og den, der regnede, er Gud. Det siger Esajas, som også skriver: “Vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder... Herren lod al vor skyld ramme ham!” (Es 53).
Og dér fra korset i midten råber Jesus ene af alle og for alle: “Det er fuldbragt!” Alt er betalt. Straffen er sonet og Gud forsonet. Og du, som hører det og tror det: “Du skal være med mig i Paradis.” Sådan er ordet om korset Guds kraft til frelse. For det forkynder, at Jesus som vores stedfortræder i dommen bytter vores synd med sin retfærdighed. Derfor lyder evangeliet til højre og venstre til alle syndere i verden: “Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv, og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 Kor 5,19f).
Regnskabet er gjort op. Du er frikendt. Kors og grav forkynder, siger apostelen, at “Kristus blev givet hen på grund af vore synder og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse!” (Rom 6,25). ”Så er vi altså Guds udsendinge i Kristi sted... Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,20-21). Sådan er Ordet om korset med Jesus i midten Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Så bliv ikke som den ene forbryder i synden. Men sig med den anden: “Dette er, hvad jeg har fortjent. Men Jesus husk mig!” Og du skal være hos ham for evigt! Amen.
torsdag den 20. marts 2008
Påskedag
Påskedag, søndag 23. marts kl. 10
Ålekistevej 157, Vanløse.
Man må gerne meddeles
Tlf 3874 6661 - vagn.lyrstrand@gmail.com
Hjertelig velkommen!
Påskesalme
1.
Opstandne Herre, Jesus Krist
mød os nu her påskemorgen!
Vis os igen den tomme grav,
vis os, du står ved vor side.
Tal til os, nævn vort navn, giv mod,
mod til at tro og at elske dig,
opstandne Herre og Mester!
2.
Verden os møder med foragt.
Tvivlen vi kender i sindet.
Vis os igen den tomme grav,
vis os, du står ved vor side.
Tal til os, fyld vort sind med tro,
tro som vil vidne og tjene dig!
opstandne Herre og Mester!
Lis Lyrstrand
Ålekistevej 157, Vanløse.
Man må gerne meddeles
Tlf 3874 6661 - vagn.lyrstrand@gmail.com
Hjertelig velkommen!
Påskesalme
1.
Opstandne Herre, Jesus Krist
mød os nu her påskemorgen!
Vis os igen den tomme grav,
vis os, du står ved vor side.
Tal til os, nævn vort navn, giv mod,
mod til at tro og at elske dig,
opstandne Herre og Mester!
2.
Verden os møder med foragt.
Tvivlen vi kender i sindet.
Vis os igen den tomme grav,
vis os, du står ved vor side.
Tal til os, fyld vort sind med tro,
tro som vil vidne og tjene dig!
opstandne Herre og Mester!
Lis Lyrstrand
Langfredag, København
Gudstjeneste kl.16.30
Ålekistevej 157, Vanløse
Henv.: 38 74 66 61
Hjertelig velkommen!
Langfredags-salme
1
På Golgata
de korsfæster vor Herre.
Den eneste helt uden synd,
han hænger nu på korset.
Han bli'r forbandet for vor skyld,
han går i døden for vor synd.
På Golgata
de korsfæster vor Herre.
2.
Min Gud, min Gud
hvorfor har du forladt mig?
Mit skrig til trods er hjælpen fjern,
du lægger mig i dødens støv.
I vores sted han gudsforladt
bær' straffen for al verdens synd.
- Min Gud, min Gud,
derfor har du forladt ham!
3.
Det er fuldbragt,
det er fuldbragt, han råber.
I dine hænder, Fader god
betror jeg nu min sjæl og ånd.
Nu sænker mørket sig på jord,
i templet brister forhænget!
- Det er fuldbragt,
det er fuldbragt, for alle!
Lis Lyrstrand
Ålekistevej 157, Vanløse
Henv.: 38 74 66 61
Hjertelig velkommen!
Langfredags-salme
1
På Golgata
de korsfæster vor Herre.
Den eneste helt uden synd,
han hænger nu på korset.
Han bli'r forbandet for vor skyld,
han går i døden for vor synd.
På Golgata
de korsfæster vor Herre.
2.
Min Gud, min Gud
hvorfor har du forladt mig?
Mit skrig til trods er hjælpen fjern,
du lægger mig i dødens støv.
I vores sted han gudsforladt
bær' straffen for al verdens synd.
- Min Gud, min Gud,
derfor har du forladt ham!
3.
Det er fuldbragt,
det er fuldbragt, han råber.
I dine hænder, Fader god
betror jeg nu min sjæl og ånd.
Nu sænker mørket sig på jord,
i templet brister forhænget!
- Det er fuldbragt,
det er fuldbragt, for alle!
Lis Lyrstrand
Prædiken til Skærtorsdag
NADVEREN ER FÆLLESSKAB
Salmer: 152 416 153; 420 154
1. Korintherbrev 10,15-17
Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.
Nadveren står i centrum
Sådan er det særligt Skærtorsdag. Og nadveren står i centrum i den kristne menighed. Hele kirkerummets indretning peger frem mod alteret. Nadveren gør dåbens løfte konkret: “Og se jeg er med jer!” Men hvad er det, der sker i nadveren? Det skal der undervises om fra prædikestolen, så de døbte kan gå værdigt til nadver.
Hvad er alterets sakramente?
Sådan spørger Katekismen i stk. 5 om “Alterets sakramente” med underskriften: “Således som en far skal undervise sin familie om det.” Der er noget, man skal vide, før man går til nadver. Det er Herren selv, der befaler, at de døbte skal lære at “holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,20). At være kristen er ensbetydende med at være elev eller discipel. Det er Herrens udtrykkelige befaling: “Gør dem til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem at holde alt det, har befalet jer” (Matt 28,18ff). Og netop for sine disciple indstifter han nadveren; for dem, der går i hans “skole”. Den første forudsætning for at kunne tage del i nadveren, hvor Herren særligt lover at være med sine disciple, er altså den dobbelte: at man er døbt; og at man vil være en elev, der vil høre, lære og holde det, som Jesus har befalet.
Der skal undervises om nadveren. Det er en kristen fars pligt for sine døbte børn i hjemmet. For nadveren er ikke “hokus-pokus”, som man fik det til, når man hørte den katolske præst udtalte velsignelsen på latin: “Hoc est corpus...” Og så fik man intet ud af nadveren. Her skal der undervisning til. Sådan hører vi Paulus undervise de døbte i Korinth om nadveren og sige: Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Brug nu hovedet, I døbte kristne. Tænk jer om. Her er noget, I må forstå, tænke over og tage til jer, så I ved besked og kan svare.
Her er vi ved noget vigtigt, hvad den kristne tro angår. Vi skal ikke bare lade os binde noget på ærmet. Vi skal bruge hovedet, tænke efter og selv forstå, hvad det er, vi tror. Vi skal ikke bare sige: Jamen, sådan er det i vores kirke. Det siger præsten. I Bibelen er der ingen plads til stærke personligheder, der kan drage andre efter sig med stærke overtalelses-evner. Den kristne lære skal læres af alle døbte og er alle døbtes ansvar. End ikke apostelen, som ellers har et særligt mandat, optræder som hjernevasker. Men han står frem og siger: Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Og i et andet brev til korinth tilskynder han til, at “vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10,5).
Hvad siger Jesus om nadveren?
Døm selv, om det jeg siger, udfordrer Paulus. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Spørger han her, hvad hver enkelt tænker om nadveren? Nej, tværtimod binder han tanken til den velsignelse, som udtales i nadveren. Velsignelsen er da Herrens egne ord, som han udtalte, da han under påskemåltidet tog et bæger, velsignede det og sagde: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod.” Døm selv. Siger Jesus da ikke, at vinen i dette bæger er hans blod? Og siger han ikke tilsvarende om brødet: Dette er mit legeme?
Katekismen svarer ligetil: “Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod. ” Og den konklusion, kommer den ikke til, udfra hvad nogen tror. Men Katekismen spørger: “Hvor står det skrevet?” og svarer: “Således skriver de hellige evangelister Matthæus, Markus, Lukas og apostelen Paulus!” Sådan skal vi dømme om nadveren: Ikke udfra, hvad vi tænker og finder fornuftigt og rimeligt. Men udfra Herrens egne ord, som vi må tage for pålydende og “gøre enhver tanke lydig under.” Og det må vi være fælles og enige om, når vi fejrer nadver. Paulus taler ikke om velsignelsens bæger, som præsten velsigner, men som vi velsigner. Derfor rejser vi os også, når Herrens ord lyder som velsignelsen, der knytter fællesskab mellem vinen og hans blod!
Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med hans legeme? - Igen: Døm selv! Når hans ord som velsignelse er kommet til brødet, er det så ikke hans legeme? Er det ikke det, Jesu indstiftelsesord siger? Tænk selv efter. Er det nu sådan ud fra selve velsignelsen med hans ord, er det så ikke også ensbetydende med, at vi får fællesskab med hans legeme, når vi spiser det velsignede brød? Jeg spørger ikke, om du kan forstå ordene. Der spørges blot, om det ikke er det, Herren selv siger. Jo, sådan er det. Her er og får vi fællesskab med Kristi blod og legeme! Og hermed har vi svar på spørgsmålet: “Hvad gavner det at spise og drikke således?” Svar: “Syndernes forladelse, liv og salighed.” For dette Kristi blod og legeme er jo selve offeret og betalingen for vore synder!
Hvad betyder det for os?
Hvilke følger har det da at spise og drikke ved samme nadverbord? For apostelen er svaret klart: Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Nadverfællesskab er ét og det samme som kirkefællesskab. Som det synlige brød og vin ved velsignelsen er usynligt fællesskab med Jesu legeme og blod, sådan er det synlige fællesskab også fællesskab med den usynlige korsfæstede og genopstandne Jesus Kristus. Vi er og bliver her ét legeme med Kristus og hinanden.
En katekismus-forklaring henviser til denne tekst og uddyber: “Idet nadveren befæster vort samfund med Kristus, befæster den også vort samfund med hverandre i menigheden og bestyrker os i indbyrdes kærlighed” (Balslev). Derfor beder vi i nadvertaksigelsen om, at “disse gaver må gøre den indbyrdes kærlighed brændende iblandt os.” Sådan favner jo Herren os alle, så han “ingen forskel hos dem ænser, ønsker sig dem lige nær” (DS 153). Her får og har vi det dybeste åndelige fællesskab med hinanden. For her får og har vi alle del i den ene korsfæstede, genopstandne og himmelfarne Kristus. Det er “himmelfest på jord”, som en bog om nadveren hedder.
Intet sted er Kristus og fællesskabet med ham så konkret som her. Nadveren er fællesskab! Fællesskab med Kristus, med nadvergæsterne og med alteret, hvor nadveren fejres. Derfor må Paulus straks efter sige, at hvis der er “splittelser blandt jer... er det ikke Herrens nadver, I holder”; men som den tidligere oversættelse sagde, “da er det umuligt at spise Herrens nadver” (1 Kor 11,18-20). Derfor kan en kristen heller ikke gå til alters i et kirkefællesskab, som fører falsk og fremmed lære, der splitter. “Tænk på Israels folk, har de, som spiser af offeret ikke fællesskab med alteret?” (1 Kor 10,18). Jo, sådan er det.
Nadveren er fællesskab
Så holder vi da himmelfest på jord i det menigheds- og nadverfællesskab, hvor troen bekendes enstemmigt, og hvor de troende holder sig til alt det, som Jesus har lært. For dér er det, at han har lovet sine døbte, at være med dem alle dage indtil verdens ende! Amen.
Nadv’ren, Kristi kød og blod,
under brød og vinen,
udgydt til forladelse
netop for al synden.
Og hvor synden er forladt,
er der liv og salighed.
Det er både vist og sandt.
(Fra “Gud, jeg tror, du skabte mig”, Lis Lyrstrand)
Salmer: 152 416 153; 420 154
1. Korintherbrev 10,15-17
Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.
Nadveren står i centrum
Sådan er det særligt Skærtorsdag. Og nadveren står i centrum i den kristne menighed. Hele kirkerummets indretning peger frem mod alteret. Nadveren gør dåbens løfte konkret: “Og se jeg er med jer!” Men hvad er det, der sker i nadveren? Det skal der undervises om fra prædikestolen, så de døbte kan gå værdigt til nadver.
Hvad er alterets sakramente?
Sådan spørger Katekismen i stk. 5 om “Alterets sakramente” med underskriften: “Således som en far skal undervise sin familie om det.” Der er noget, man skal vide, før man går til nadver. Det er Herren selv, der befaler, at de døbte skal lære at “holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,20). At være kristen er ensbetydende med at være elev eller discipel. Det er Herrens udtrykkelige befaling: “Gør dem til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem at holde alt det, har befalet jer” (Matt 28,18ff). Og netop for sine disciple indstifter han nadveren; for dem, der går i hans “skole”. Den første forudsætning for at kunne tage del i nadveren, hvor Herren særligt lover at være med sine disciple, er altså den dobbelte: at man er døbt; og at man vil være en elev, der vil høre, lære og holde det, som Jesus har befalet.
Der skal undervises om nadveren. Det er en kristen fars pligt for sine døbte børn i hjemmet. For nadveren er ikke “hokus-pokus”, som man fik det til, når man hørte den katolske præst udtalte velsignelsen på latin: “Hoc est corpus...” Og så fik man intet ud af nadveren. Her skal der undervisning til. Sådan hører vi Paulus undervise de døbte i Korinth om nadveren og sige: Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Brug nu hovedet, I døbte kristne. Tænk jer om. Her er noget, I må forstå, tænke over og tage til jer, så I ved besked og kan svare.
Her er vi ved noget vigtigt, hvad den kristne tro angår. Vi skal ikke bare lade os binde noget på ærmet. Vi skal bruge hovedet, tænke efter og selv forstå, hvad det er, vi tror. Vi skal ikke bare sige: Jamen, sådan er det i vores kirke. Det siger præsten. I Bibelen er der ingen plads til stærke personligheder, der kan drage andre efter sig med stærke overtalelses-evner. Den kristne lære skal læres af alle døbte og er alle døbtes ansvar. End ikke apostelen, som ellers har et særligt mandat, optræder som hjernevasker. Men han står frem og siger: Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Og i et andet brev til korinth tilskynder han til, at “vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10,5).
Hvad siger Jesus om nadveren?
Døm selv, om det jeg siger, udfordrer Paulus. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Spørger han her, hvad hver enkelt tænker om nadveren? Nej, tværtimod binder han tanken til den velsignelse, som udtales i nadveren. Velsignelsen er da Herrens egne ord, som han udtalte, da han under påskemåltidet tog et bæger, velsignede det og sagde: “Dette bæger er den nye pagt ved mit blod.” Døm selv. Siger Jesus da ikke, at vinen i dette bæger er hans blod? Og siger han ikke tilsvarende om brødet: Dette er mit legeme?
Katekismen svarer ligetil: “Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod. ” Og den konklusion, kommer den ikke til, udfra hvad nogen tror. Men Katekismen spørger: “Hvor står det skrevet?” og svarer: “Således skriver de hellige evangelister Matthæus, Markus, Lukas og apostelen Paulus!” Sådan skal vi dømme om nadveren: Ikke udfra, hvad vi tænker og finder fornuftigt og rimeligt. Men udfra Herrens egne ord, som vi må tage for pålydende og “gøre enhver tanke lydig under.” Og det må vi være fælles og enige om, når vi fejrer nadver. Paulus taler ikke om velsignelsens bæger, som præsten velsigner, men som vi velsigner. Derfor rejser vi os også, når Herrens ord lyder som velsignelsen, der knytter fællesskab mellem vinen og hans blod!
Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med hans legeme? - Igen: Døm selv! Når hans ord som velsignelse er kommet til brødet, er det så ikke hans legeme? Er det ikke det, Jesu indstiftelsesord siger? Tænk selv efter. Er det nu sådan ud fra selve velsignelsen med hans ord, er det så ikke også ensbetydende med, at vi får fællesskab med hans legeme, når vi spiser det velsignede brød? Jeg spørger ikke, om du kan forstå ordene. Der spørges blot, om det ikke er det, Herren selv siger. Jo, sådan er det. Her er og får vi fællesskab med Kristi blod og legeme! Og hermed har vi svar på spørgsmålet: “Hvad gavner det at spise og drikke således?” Svar: “Syndernes forladelse, liv og salighed.” For dette Kristi blod og legeme er jo selve offeret og betalingen for vore synder!
Hvad betyder det for os?
Hvilke følger har det da at spise og drikke ved samme nadverbord? For apostelen er svaret klart: Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Nadverfællesskab er ét og det samme som kirkefællesskab. Som det synlige brød og vin ved velsignelsen er usynligt fællesskab med Jesu legeme og blod, sådan er det synlige fællesskab også fællesskab med den usynlige korsfæstede og genopstandne Jesus Kristus. Vi er og bliver her ét legeme med Kristus og hinanden.
En katekismus-forklaring henviser til denne tekst og uddyber: “Idet nadveren befæster vort samfund med Kristus, befæster den også vort samfund med hverandre i menigheden og bestyrker os i indbyrdes kærlighed” (Balslev). Derfor beder vi i nadvertaksigelsen om, at “disse gaver må gøre den indbyrdes kærlighed brændende iblandt os.” Sådan favner jo Herren os alle, så han “ingen forskel hos dem ænser, ønsker sig dem lige nær” (DS 153). Her får og har vi det dybeste åndelige fællesskab med hinanden. For her får og har vi alle del i den ene korsfæstede, genopstandne og himmelfarne Kristus. Det er “himmelfest på jord”, som en bog om nadveren hedder.
Intet sted er Kristus og fællesskabet med ham så konkret som her. Nadveren er fællesskab! Fællesskab med Kristus, med nadvergæsterne og med alteret, hvor nadveren fejres. Derfor må Paulus straks efter sige, at hvis der er “splittelser blandt jer... er det ikke Herrens nadver, I holder”; men som den tidligere oversættelse sagde, “da er det umuligt at spise Herrens nadver” (1 Kor 11,18-20). Derfor kan en kristen heller ikke gå til alters i et kirkefællesskab, som fører falsk og fremmed lære, der splitter. “Tænk på Israels folk, har de, som spiser af offeret ikke fællesskab med alteret?” (1 Kor 10,18). Jo, sådan er det.
Nadveren er fællesskab
Så holder vi da himmelfest på jord i det menigheds- og nadverfællesskab, hvor troen bekendes enstemmigt, og hvor de troende holder sig til alt det, som Jesus har lært. For dér er det, at han har lovet sine døbte, at være med dem alle dage indtil verdens ende! Amen.
Nadv’ren, Kristi kød og blod,
under brød og vinen,
udgydt til forladelse
netop for al synden.
Og hvor synden er forladt,
er der liv og salighed.
Det er både vist og sandt.
(Fra “Gud, jeg tror, du skabte mig”, Lis Lyrstrand)
søndag den 16. marts 2008
Ugens salme fra Palmesøndag
Med palmesøndag går vi ind i "Den stille uge". Her får alle Guds løfter om frelse deres Ja, som det lyder fra korset langfredag, "Det er fuldbragt!" Her virkeliggøres julebudet om "Fred på jorden!" - med den Opstandnes hilsen "Fred være med jer!"
Nedenstående salme er skrevet i tilknytning til Palmesøndags episteltekst fra Filipperbrevet 2,5-11 og gengives her med ønske om en velsignet uge.
1. Han holdt det ikke for et rov
at være i Guds nærhed.
Gav afkald på Guds skikkelse
blev menneske som os
- Derfor, Guds elskede,
Se hen på Kristus
Kristus i stald og krybbe!
2. Og da han var et menneske
han som en ydmyg tjener
blev lydig indtil døden, ja
til døden på et kors.
- Derfor Guds elskede,
Se hen på Kristus
Kristus på korset fæstet!
3. Og Gud har højt ophøjet ham
og givet ham et herligt navn
for at i Himlen og på jord
hvert knæ skal bøje sig.
- Derfor Guds elskede,
Se hen på Kristus
opstanden ved Guds højre!
Lis Lyrstrand
Nedenstående salme er skrevet i tilknytning til Palmesøndags episteltekst fra Filipperbrevet 2,5-11 og gengives her med ønske om en velsignet uge.
1. Han holdt det ikke for et rov
at være i Guds nærhed.
Gav afkald på Guds skikkelse
blev menneske som os
- Derfor, Guds elskede,
Se hen på Kristus
Kristus i stald og krybbe!
2. Og da han var et menneske
han som en ydmyg tjener
blev lydig indtil døden, ja
til døden på et kors.
- Derfor Guds elskede,
Se hen på Kristus
Kristus på korset fæstet!
3. Og Gud har højt ophøjet ham
og givet ham et herligt navn
for at i Himlen og på jord
hvert knæ skal bøje sig.
- Derfor Guds elskede,
Se hen på Kristus
opstanden ved Guds højre!
Lis Lyrstrand
Prædiken til Palmesøndag
SE, DIN KONGE KOMMER TIL DIG!
Palmesøndag (II) Kbhv 2008 - Salmer: 150 72 68; 73 455
Zakarias 9,9-12
Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender. For dit pagtsblods skyld slipper jeg dine fanger løs fra cisternen, hvor der ikke er vand. Vend tilbage til borgen, I fanger, der har håb! I dag er der en, der forkynder: “Jeg giver dig igen i dobbelt mål.”
Det er forventningstid
Som når brudgommen sidder i kirken og venter på sin brud. Og tiden trækker ud og trækker ud. Menigheden begynder at røre på sig. Stemningen bliver trykket. En hviskende summen breder sig. Og brudgommen kender sig mere og mere ensom og forladt.
Da endelig spiller musikken
Og stemningen ændres... Dér sad folket i Jerusalem på profeten Zakarias’ tid. Dér sad det på Jesu tid: Ikke som en brudgom, men som en brud med sine indbyggere i venten på sin befrier. For folket var hærget og splittet, undertrykt og uden egen konge. Og hvordan er det med menigheden, hvor du befinder dig? Du, som i dåben er blevet trolovet med Kristus i forventning om, at han vil komme og give dig frihed. Måske du kender dig igen i denne venten? Du troede, det skulle være en fest at være med i den kristne menighed. Men nu mærker du ensomheden under presset udefra. Kirke- og menighedsopbygningen skuffer og står i stampe som på Zakarias’ tid. Hvad bliver det til? Hvad er det altsammen for noget?
Da spiller musikken! Nu igen, som på Zakarias tid og ved Jesu indtog i Jerusalem. Den siger dig: Du er ikke glemt, omend det trækker ud. Rejs dig, du undertrykte og ensomme, indestængte og fortvivlede, frustrerede, håbløse, mistrøstige og anfægtede! Og syng nu med på den glade melodi: “Hosianna! Hosianna! Hosianna! synger vi Guds Søn. Pris og ære være dig, du Guds-kongen fra Himmerig! Hosianna...” Bliv blot ved at synge. For han er på vej til dig for at sætte dig i frihed. Profeten ser det forud, som klokkeren i kirketårnet ser bruden og begynder at kime. Sådan tilråber profeten sin trængte menighed: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af glæde Jerusalems datter! Hvem du end er, som er med i denne menighed, du er husket af Gud.
Præludiet er stort og højtideligt. Og det spilles lang tid forud, for at du skal være klar og synge med når han kommer; som det lyder i en gammel salme: “Menighed, menighed! O, vær beredt. Se, din konge kommer. Gå ham imod! Gå ham imod! Gå ham imod glæde!” Og hør, du der ikke ved, hvordan du skal: Se, han kommer til dig! Løft dit nedslåede blik og åbne dine navlebeskuende øjne. Og se! Se, hvordan han kommer til dig, ham, som du i dåben blev trolovet med for at være hans for evigt. Retfærdig og sejrrig. Han bringer retten til sejr over al det, som ødelægger dit liv og skiller dig fra Guds rige og hans herlighed. Han løser dig af alt det, som du ikke kan løse dig selv fra. Han fører retten til sejr og vinder fred for dig.
Se, han kommer til dig!
- forkynder Zakarias for menigheden på sin tid; som evangelisterne forkynder det for den menighed, som fejrer Jesu indtog i Jerusalem. For det skete, for at det skulle gå i opfyldelse: “Se, din konge kommer til dig!” (Matt 21,4). Se! Du må se det i profetiens lys. Se med ørene. Ellers ser du ikke, at han er din konge. For han kommer sagtmodig, dvs som en, der er i nød, fattig og trængende. Han kommer til dig som dig selv; under dine byrder og dit kors. Så ussel er han, at ingen kan føle sig for sølle til ham! En anden profeti siger: “Se, min tjener. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke” (Es 42,1-3). Han kommer som tjener til den, som lyset er gået ud for. Og han kommer til den, der er knækket håbløst sammen.
I Jesus får Zakarias’ profeti kød og blod, da han kommer ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Hvad så mon menigheden i æslet? En antihelt, sådan som romerne nok så Jesus? Eller så de et fredstegn i, at han kom på et æsel og ikke på en stridshingst? I hvert fald er det fred, han vil. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem. De to dele af folket, som så ofte havde bekriget hinanden og havde gjort sig til Guds fjender. Dermed siges, at frelse og fred ikke kommer af vore gerninger og kræfter. Fred med Gud får du ikke ved, at du tager dig sammen og kæmper. Du får det alene ved, at din konge kommer til dig og tjener dig! Og ved, at du hylder ham som Herren, der ydmygede sig til at komme til dig og give dig fred ved at dø under Guds vrede for dig!
Han udråber fred til folkene! Han bringer den til alle fjender ved sin tale, meddeler det som en fuldbyrdet kendsgerning. “Hans ord stifter fred” kan det også gengives; eller: “Til dem skal han tale fred!” Som englen julenat forkyndte: “Fred på jorden!” Og som den opstandne påskemorgen hilser: “Fred være med jer!” Sådan lyder Zakarias’ “præludium” så længe forud for jul og påske. I Jesus bliver det virkelighed, som apostelen Paulus siger: “For han er vor fred... Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær” (Ef 2,11-18). Fred med Gud, altså. Et budskab om forligelse og forsoning med Gud til alle hans fjender og syndere mod hans bud. Det kommer din konge til dig og forkynder. Ja, han er selv den fred. For straffen til Helvede for vore synder kom over ham i vort sted. Derfor rider han på et æsel til Jerusalem.
Jeg giver dig igen dobbelt!
Hvem er det, der begunstiges så rigeligt? Jo, det er den menighed, som Herren har sluttet pagt med. Det er dem, der for deres synders skyld er som fanger i en vandløs brønd uden kraft og evne til at kunne løfte sig selv op. Det er dem, der for deres synders skyld har fået Gud til fjende, og må klage som David: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Hvis du Herre vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre?” Og det er dem, der ikke ved anden redning end netop Gud: “Men hos dig er der tilgivelse... Jeg håber på Herren, min sjæl håber ; jeg venter på hans ord, men sjæl venter på Herren...” (Sl 130).
Netop her, du arme Zions datter, kommer din konge til dig, hvor du må råbe: “Jeg elendige, hvem skal fri mig?” Her forkynder han: For dit pagtsblods skyld slipper jeg dine fanger løs, fra cisternen, hvor der ikke er vand! Dér, hvor ingen anden redning er mulig! Her har du frihed for dit pagtsblods skyld. Mellem Gud og Zions datter er der en pagt, som siger: Hold Guds bud, så skal du leve! Men gør du det ikke, skal du dø! Her er vi spærret inde som fanger og altid under anklage. Men da Moses gav folket denne pagt, bragte han også et slagtoffer. Og blodet stænkede han på alteret og folket og sagde: “Dette er pagtens blod, den pagt, som Herren har sluttet med jer” (2 Mos 24,8).
Det var et tegn på det blod, som Gud selv ville udgyde som et offer for al den synd og overtrædelser af hans lov og bud, som vi mennesker begår. For “der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22). Se, derfor rider han ind i Jerusalem på et æsel: Ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og sætte sit liv for at udslette synden én gang for alle. Og du hører ham råbe fra korset: “Jeg tørster!” Han lider for at løse dig fra cisternen, hvor der ikke er vand. Og som Jesus på korset siger til en angrende røver: “I dag skal du være med mig i Paradis!” Sådan lyder det til Zions datter: Vend tilbage til borgen, I fanger, der har håb! Nu kan du leve og dø med håb hos Gud som din borg!
Se, nu kommer han til dig
I dag er der en, der forkynder: “Jeg giver dig igen i dobbelt mål.” Han er din Gud, der har gjort regnskabet op med din konge. Og han ikke alene tilgiver dine synder, men giver også et evigt nyt liv. Nu siger han: “Jeg er din!” Skulle du ikke svare ham tilbage: “Jesus, så er jeg også din!” Og han kommer til dig og giver dig fred. Amen.
Palmesøndag (II) Kbhv 2008 - Salmer: 150 72 68; 73 455
Zakarias 9,9-12
Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender. For dit pagtsblods skyld slipper jeg dine fanger løs fra cisternen, hvor der ikke er vand. Vend tilbage til borgen, I fanger, der har håb! I dag er der en, der forkynder: “Jeg giver dig igen i dobbelt mål.”
Det er forventningstid
Som når brudgommen sidder i kirken og venter på sin brud. Og tiden trækker ud og trækker ud. Menigheden begynder at røre på sig. Stemningen bliver trykket. En hviskende summen breder sig. Og brudgommen kender sig mere og mere ensom og forladt.
Da endelig spiller musikken
Og stemningen ændres... Dér sad folket i Jerusalem på profeten Zakarias’ tid. Dér sad det på Jesu tid: Ikke som en brudgom, men som en brud med sine indbyggere i venten på sin befrier. For folket var hærget og splittet, undertrykt og uden egen konge. Og hvordan er det med menigheden, hvor du befinder dig? Du, som i dåben er blevet trolovet med Kristus i forventning om, at han vil komme og give dig frihed. Måske du kender dig igen i denne venten? Du troede, det skulle være en fest at være med i den kristne menighed. Men nu mærker du ensomheden under presset udefra. Kirke- og menighedsopbygningen skuffer og står i stampe som på Zakarias’ tid. Hvad bliver det til? Hvad er det altsammen for noget?
Da spiller musikken! Nu igen, som på Zakarias tid og ved Jesu indtog i Jerusalem. Den siger dig: Du er ikke glemt, omend det trækker ud. Rejs dig, du undertrykte og ensomme, indestængte og fortvivlede, frustrerede, håbløse, mistrøstige og anfægtede! Og syng nu med på den glade melodi: “Hosianna! Hosianna! Hosianna! synger vi Guds Søn. Pris og ære være dig, du Guds-kongen fra Himmerig! Hosianna...” Bliv blot ved at synge. For han er på vej til dig for at sætte dig i frihed. Profeten ser det forud, som klokkeren i kirketårnet ser bruden og begynder at kime. Sådan tilråber profeten sin trængte menighed: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af glæde Jerusalems datter! Hvem du end er, som er med i denne menighed, du er husket af Gud.
Præludiet er stort og højtideligt. Og det spilles lang tid forud, for at du skal være klar og synge med når han kommer; som det lyder i en gammel salme: “Menighed, menighed! O, vær beredt. Se, din konge kommer. Gå ham imod! Gå ham imod! Gå ham imod glæde!” Og hør, du der ikke ved, hvordan du skal: Se, han kommer til dig! Løft dit nedslåede blik og åbne dine navlebeskuende øjne. Og se! Se, hvordan han kommer til dig, ham, som du i dåben blev trolovet med for at være hans for evigt. Retfærdig og sejrrig. Han bringer retten til sejr over al det, som ødelægger dit liv og skiller dig fra Guds rige og hans herlighed. Han løser dig af alt det, som du ikke kan løse dig selv fra. Han fører retten til sejr og vinder fred for dig.
Se, han kommer til dig!
- forkynder Zakarias for menigheden på sin tid; som evangelisterne forkynder det for den menighed, som fejrer Jesu indtog i Jerusalem. For det skete, for at det skulle gå i opfyldelse: “Se, din konge kommer til dig!” (Matt 21,4). Se! Du må se det i profetiens lys. Se med ørene. Ellers ser du ikke, at han er din konge. For han kommer sagtmodig, dvs som en, der er i nød, fattig og trængende. Han kommer til dig som dig selv; under dine byrder og dit kors. Så ussel er han, at ingen kan føle sig for sølle til ham! En anden profeti siger: “Se, min tjener. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke” (Es 42,1-3). Han kommer som tjener til den, som lyset er gået ud for. Og han kommer til den, der er knækket håbløst sammen.
I Jesus får Zakarias’ profeti kød og blod, da han kommer ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Hvad så mon menigheden i æslet? En antihelt, sådan som romerne nok så Jesus? Eller så de et fredstegn i, at han kom på et æsel og ikke på en stridshingst? I hvert fald er det fred, han vil. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem. De to dele af folket, som så ofte havde bekriget hinanden og havde gjort sig til Guds fjender. Dermed siges, at frelse og fred ikke kommer af vore gerninger og kræfter. Fred med Gud får du ikke ved, at du tager dig sammen og kæmper. Du får det alene ved, at din konge kommer til dig og tjener dig! Og ved, at du hylder ham som Herren, der ydmygede sig til at komme til dig og give dig fred ved at dø under Guds vrede for dig!
Han udråber fred til folkene! Han bringer den til alle fjender ved sin tale, meddeler det som en fuldbyrdet kendsgerning. “Hans ord stifter fred” kan det også gengives; eller: “Til dem skal han tale fred!” Som englen julenat forkyndte: “Fred på jorden!” Og som den opstandne påskemorgen hilser: “Fred være med jer!” Sådan lyder Zakarias’ “præludium” så længe forud for jul og påske. I Jesus bliver det virkelighed, som apostelen Paulus siger: “For han er vor fred... Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær” (Ef 2,11-18). Fred med Gud, altså. Et budskab om forligelse og forsoning med Gud til alle hans fjender og syndere mod hans bud. Det kommer din konge til dig og forkynder. Ja, han er selv den fred. For straffen til Helvede for vore synder kom over ham i vort sted. Derfor rider han på et æsel til Jerusalem.
Jeg giver dig igen dobbelt!
Hvem er det, der begunstiges så rigeligt? Jo, det er den menighed, som Herren har sluttet pagt med. Det er dem, der for deres synders skyld er som fanger i en vandløs brønd uden kraft og evne til at kunne løfte sig selv op. Det er dem, der for deres synders skyld har fået Gud til fjende, og må klage som David: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Hvis du Herre vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre?” Og det er dem, der ikke ved anden redning end netop Gud: “Men hos dig er der tilgivelse... Jeg håber på Herren, min sjæl håber ; jeg venter på hans ord, men sjæl venter på Herren...” (Sl 130).
Netop her, du arme Zions datter, kommer din konge til dig, hvor du må råbe: “Jeg elendige, hvem skal fri mig?” Her forkynder han: For dit pagtsblods skyld slipper jeg dine fanger løs, fra cisternen, hvor der ikke er vand! Dér, hvor ingen anden redning er mulig! Her har du frihed for dit pagtsblods skyld. Mellem Gud og Zions datter er der en pagt, som siger: Hold Guds bud, så skal du leve! Men gør du det ikke, skal du dø! Her er vi spærret inde som fanger og altid under anklage. Men da Moses gav folket denne pagt, bragte han også et slagtoffer. Og blodet stænkede han på alteret og folket og sagde: “Dette er pagtens blod, den pagt, som Herren har sluttet med jer” (2 Mos 24,8).
Det var et tegn på det blod, som Gud selv ville udgyde som et offer for al den synd og overtrædelser af hans lov og bud, som vi mennesker begår. For “der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22). Se, derfor rider han ind i Jerusalem på et æsel: Ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og sætte sit liv for at udslette synden én gang for alle. Og du hører ham råbe fra korset: “Jeg tørster!” Han lider for at løse dig fra cisternen, hvor der ikke er vand. Og som Jesus på korset siger til en angrende røver: “I dag skal du være med mig i Paradis!” Sådan lyder det til Zions datter: Vend tilbage til borgen, I fanger, der har håb! Nu kan du leve og dø med håb hos Gud som din borg!
Se, nu kommer han til dig
I dag er der en, der forkynder: “Jeg giver dig igen i dobbelt mål.” Han er din Gud, der har gjort regnskabet op med din konge. Og han ikke alene tilgiver dine synder, men giver også et evigt nyt liv. Nu siger han: “Jeg er din!” Skulle du ikke svare ham tilbage: “Jesus, så er jeg også din!” Og han kommer til dig og giver dig fred. Amen.
lørdag den 15. marts 2008
Langfredag, Svendborg
LANGFREDAG - ‘08"Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser,
det, som var imod os.
Han tog det bort,
ved at nagle det til korset."
Den21. marts kl. 11 m. kirkekaffe
NB. FLYTTET TIL
NDR. LANDEVEJ 26, SIMMERBØLLE, LANGELAND
Kontakt: Tlf 62 51 18 41
EVANGELISK LUTHERSK KIRKE på Sydfyn
Pastor V. Lyrstrand. Tlf 38746661 - Else Marie Aasø. Tlf 62220298
tirsdag den 11. marts 2008
Palmesøndag, København
Palmesøndag den 16. marts kl. 10
"Se, din konge, kommer til dig!"
Sted: Ålekistevej 157, 1 - Vanløse
Henv.: Pastor Lyrstrand - tlf. 3874 6661
Hjertelig velkommen til enhver
"Se, din konge, kommer til dig!"
Sted: Ålekistevej 157, 1 - Vanløse
Henv.: Pastor Lyrstrand - tlf. 3874 6661
Hjertelig velkommen til enhver
søndag den 9. marts 2008
Prædiken til Marias bebudelses dag
DU ER GUD VÆRD
Mariae Bebudelse (II) Kbhv 2008 - Salmer: 24, 83, 63; 89, 55
Lukasevangeliet 1,46-56
Da sagde Maria: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre.” Maria blev hos hende henved tre måneder og vendte så hjem.
Hvad er livet værd?
Hvorfor er vi her? Hvorfor lever vi? Er det overhovedet noget værd at være dig og mig? Vi fødes og dør, fødes og dør, fødes og dør? Hvilken værdi har livet? Årligt dræbes små 20.000 børn i mors liv. Der tales om retten til at standse livet for sig selv og andre. Andre holdes i live uden håb. Altså: Hvad er livet værd? Hvad gør det værd at leve? Og hvad er vi værd for Gud?
Marias bebudelse svarer
Ind i denne verden synger Maria: Min sjæl ophøjer Herren... Thi den mægtige har gjort store ting mod mig! Det store for Maria er, at Gud har ladet hende blive mor. Det er et enestående under. Sådan er det, hver gang et foster dannes. Da har den Mægtige helliget et kvindelegeme til værksted for sin fineste gerning. Da gentager Gud underet fra begyndelsen, hvor Guds skabte mennesket til sit fællesskab. Hver eneste undfangelse virkes af den velsignelse, som Gud gav de første mennesker: “Bliv frugtbare og talrige” (1 Mos 1,28). Alle er vi vævet ud af Guds hjerte for at være hans elskede for evigt. Alle kan vi synge: Den mægtige har gjort store ting mod mig.
Fra Gud lyder et uforbeholdent Ja til os fra første øjeblik; som David siger: “Du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt. Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom” (Sl 139). Med Den lille Katekismus kan du sige: “Jeg tror, at Gud har skabt mig!” Han vil mit liv. Derfor er jeg her. Jeg er måske ellers ikke meget værd; men jeg er Gud værd. For han har skabt mig til sin kærlighed og sit fællesskab! Livet kan blive tungt, og du hører ekkoet af Jobs klage: “Var jeg blot aldrig født! eller blevet en abort!” (Job 3,16). Men altid er du skabt af Gud og dannet til at kende ham og leve af hans kærlighed. Du er Gud værd!
At modtage sådan et lille menneske, skabt af Gud til at være hans elskede er uendeligt stort. Som forældre kan man blive så små: Hvordan går dog det til, at Gud bruger mig til at sætte sådan et liv i verden? Og hvordan vover jeg? Hvad jeg dog giver det med af arveanlæg! Og hvad det siden får med fra min opførsel! Aller værst det onde, syndens forfærdelige rod, som går i arv, så vi må sige med David: “Jeg er født i misgerning, min mor undfanged mig i synd” (Sl 51,7). Så frygtelige følger det kan få: Kærlighedsløshed og angreb på livet. Indbrud i ægteskab. Og udbrud af ægteskabet. Enlige mødre. Fædreløse børn. Misbrugte børn. Forhold, som børn må betale dyrt for. Og alt dette er synd imod Gud. “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig?” (Rom 7).
Marias lovsang svarer
Min ånd fryder sig Gud min frelser. Det er det, vi fejrer i dag, at Gud, vores skaber også vil være vores frelser. Sådan vil han være hos og med os fra første stund af. Derfor lader han sin Søn blive undfanget og født som en af os. Apostelen Paulus taler om at vi er trælle. Og så siger han: “Men i tidens fylde sendte Gud sendte sin Søn født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4). Gud vil være en frelser for os både fra arvesynden og gerningssynden. Det er så stort, at vi altid må have det med vores bekendelse af troen på Jesus, at han er “undfanget ved Helligånden.” Han er frelser fra al synd. På grund af ham, som gør sig et med os og dog selv er uden synd, er vi midt i al synd dog Gud værd!
Maria sagde i troen ja til denne frelse. Derfor er den kommet til os. Derfor husker vi også i taknemlighed Maria, når vi bekender troen på Guds Søn “født af Jomfru Maria.” Hvor vidunderligt, at hun trodsede alt besvær, og tog imod dette nye liv, Guds Søn! Derfor takker vi Gud på en særlig måde for Maria og hendes tjeneste; som hun synger: Herefter skal alle slægter prise mig salig. Ikke fordi Maria er noget særligt; men, som hun siger, fordi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Sådan er Maria troens store eksempel ved at sige Ja til livet fra Gud og rose sig af hans gerning. Og midt i den ellers så mørke fastetid tager vi i dag den hvide liturgiske farve. Fordi vi hører, hvordan Gud siger Ja til os midt under synd og forbandelse ved at komme til os. Så meget er vi værd!
Her har du, hvad kristendom er. Alle andre religioner taler om, at mennesker må løfte sig op til Gud, bedre sig, ofre og gøre bodsøvelser, om de vil gøre sig håb om at slippe for deres skyld og vinde Guds behag. Evangeliet er, at Gud kommer til os og siger Ja til os, lige præcis hvor vi befinder os. Blandt syndere, som uden undtagelse er født og kommet til verden uden tillid til Gud men med begær og ond lyst. Her bliver Guds egen Søn et sandt og virkeligt menneske. Hebræerbrevet siger: “Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde - Djævelen - og udfri alle dem, som hele deres liv havde levet i frygt” (Hebr 2,14). Og -
Vi svarer: Vi er Gud værd!
Det skete, jubler Maria, fordi han husker på sin barmhjertighed, som han havde forudsagt - til Eva: “Kvindens afkom skal knuse slangens hoved!” - til Abraham: “I din slægt skal alle jordens slægter velsignes” - til Esajas: "Jomfruen bliver gravid og føder en søn, som hun kalder 'Gud med os'.” Jamen, det er jo umuligt! Javist. Alt her er umuligt: At en jomfru bliver gravid uden mand. At et menneskebarn født som alle andre er Guds evige Søn. At Gud bliver en af os under al vor forbandelse og siger JA til os, uanset hvad. Det er altsammen umuligt! Maria spørger: “Hvordan skal det gå til, jeg har jo ikke været sammen med nogen mand.” Og hun får svaret: “For Gud er ingenting umuligt!” Da sker det. Og Maria jubler: Han har set i nåde til sin ringe tjenerinde.
Vi kan tænke, at det var let for Maria. Men det var det langtfra. En pige i hendes situation kom dengang under hård anklage og risikerede i værste fald at blive dræbt Og hvem ville tro på den med Helligånden, at fosteret i hendes moderliv var Guds? Nej, det er ingen ønskestilling for Maria at leve i, ikke noget hun havde drømt om. Hun så sin ringhed. Alt kunne hun miste ved dette. Og hvordan skulle hun den ringe kunne bære og føde den Mægtiges Søn. Det så umuligt ud. Men det ske mig efter dit ord. Og da skete det umulige, at Guds Søn fra evige blev en menneskesøn, som vi bekender i Katekismen: “Sand Gud født af Faderen i evighed og sandt menneske født af Jomfru Maria.” Uden jordisk far. Udenfor ægteskab. Underkastet hån og spot i Marias moderliv som et “uægte” barn...
I Jesus er Gud trådt ind i vores historie for at sige Ja til hvert eneste menneskes ret til at leve med Gud. I Jesus er han hos hver eneste en af os, som er undfanget og født i synd, for ved dåben og troen på ham at give os barnekår. Sandelig, det er værd at fest for! Og nogle har foreslået, at man gjorde denne dag til den kristne julefest. Så kunne vi koncentrere os om dette store under i tak for at Gud fra vort livs første begyndelse har sagt Ja til vort liv ved at blive undfanget ved Helligånden i Jomfru Marias moderliv.
Vi er Gud værd.
Hvordan sker det? Hvordan får vi dette liv? “Helligånden skal komme over dig” var svaret til Maria. Derfor beder vi: “O Herre Jesus, lad din ånd mig kraftig overskygge! Bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!” Sandelig, da er det værd at leve og være os.
Og hun blev hos Elisabeth i 3 måneder. Der var jo også nok at samtale om, ikke sandt!? Tænk: Vi er Gud værd! Amen.
Mariae Bebudelse (II) Kbhv 2008 - Salmer: 24, 83, 63; 89, 55
Lukasevangeliet 1,46-56
Da sagde Maria: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre.” Maria blev hos hende henved tre måneder og vendte så hjem.
Hvad er livet værd?
Hvorfor er vi her? Hvorfor lever vi? Er det overhovedet noget værd at være dig og mig? Vi fødes og dør, fødes og dør, fødes og dør? Hvilken værdi har livet? Årligt dræbes små 20.000 børn i mors liv. Der tales om retten til at standse livet for sig selv og andre. Andre holdes i live uden håb. Altså: Hvad er livet værd? Hvad gør det værd at leve? Og hvad er vi værd for Gud?
Marias bebudelse svarer
Ind i denne verden synger Maria: Min sjæl ophøjer Herren... Thi den mægtige har gjort store ting mod mig! Det store for Maria er, at Gud har ladet hende blive mor. Det er et enestående under. Sådan er det, hver gang et foster dannes. Da har den Mægtige helliget et kvindelegeme til værksted for sin fineste gerning. Da gentager Gud underet fra begyndelsen, hvor Guds skabte mennesket til sit fællesskab. Hver eneste undfangelse virkes af den velsignelse, som Gud gav de første mennesker: “Bliv frugtbare og talrige” (1 Mos 1,28). Alle er vi vævet ud af Guds hjerte for at være hans elskede for evigt. Alle kan vi synge: Den mægtige har gjort store ting mod mig.
Fra Gud lyder et uforbeholdent Ja til os fra første øjeblik; som David siger: “Du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt. Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom” (Sl 139). Med Den lille Katekismus kan du sige: “Jeg tror, at Gud har skabt mig!” Han vil mit liv. Derfor er jeg her. Jeg er måske ellers ikke meget værd; men jeg er Gud værd. For han har skabt mig til sin kærlighed og sit fællesskab! Livet kan blive tungt, og du hører ekkoet af Jobs klage: “Var jeg blot aldrig født! eller blevet en abort!” (Job 3,16). Men altid er du skabt af Gud og dannet til at kende ham og leve af hans kærlighed. Du er Gud værd!
At modtage sådan et lille menneske, skabt af Gud til at være hans elskede er uendeligt stort. Som forældre kan man blive så små: Hvordan går dog det til, at Gud bruger mig til at sætte sådan et liv i verden? Og hvordan vover jeg? Hvad jeg dog giver det med af arveanlæg! Og hvad det siden får med fra min opførsel! Aller værst det onde, syndens forfærdelige rod, som går i arv, så vi må sige med David: “Jeg er født i misgerning, min mor undfanged mig i synd” (Sl 51,7). Så frygtelige følger det kan få: Kærlighedsløshed og angreb på livet. Indbrud i ægteskab. Og udbrud af ægteskabet. Enlige mødre. Fædreløse børn. Misbrugte børn. Forhold, som børn må betale dyrt for. Og alt dette er synd imod Gud. “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig?” (Rom 7).
Marias lovsang svarer
Min ånd fryder sig Gud min frelser. Det er det, vi fejrer i dag, at Gud, vores skaber også vil være vores frelser. Sådan vil han være hos og med os fra første stund af. Derfor lader han sin Søn blive undfanget og født som en af os. Apostelen Paulus taler om at vi er trælle. Og så siger han: “Men i tidens fylde sendte Gud sendte sin Søn født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4). Gud vil være en frelser for os både fra arvesynden og gerningssynden. Det er så stort, at vi altid må have det med vores bekendelse af troen på Jesus, at han er “undfanget ved Helligånden.” Han er frelser fra al synd. På grund af ham, som gør sig et med os og dog selv er uden synd, er vi midt i al synd dog Gud værd!
Maria sagde i troen ja til denne frelse. Derfor er den kommet til os. Derfor husker vi også i taknemlighed Maria, når vi bekender troen på Guds Søn “født af Jomfru Maria.” Hvor vidunderligt, at hun trodsede alt besvær, og tog imod dette nye liv, Guds Søn! Derfor takker vi Gud på en særlig måde for Maria og hendes tjeneste; som hun synger: Herefter skal alle slægter prise mig salig. Ikke fordi Maria er noget særligt; men, som hun siger, fordi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Sådan er Maria troens store eksempel ved at sige Ja til livet fra Gud og rose sig af hans gerning. Og midt i den ellers så mørke fastetid tager vi i dag den hvide liturgiske farve. Fordi vi hører, hvordan Gud siger Ja til os midt under synd og forbandelse ved at komme til os. Så meget er vi værd!
Her har du, hvad kristendom er. Alle andre religioner taler om, at mennesker må løfte sig op til Gud, bedre sig, ofre og gøre bodsøvelser, om de vil gøre sig håb om at slippe for deres skyld og vinde Guds behag. Evangeliet er, at Gud kommer til os og siger Ja til os, lige præcis hvor vi befinder os. Blandt syndere, som uden undtagelse er født og kommet til verden uden tillid til Gud men med begær og ond lyst. Her bliver Guds egen Søn et sandt og virkeligt menneske. Hebræerbrevet siger: “Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde - Djævelen - og udfri alle dem, som hele deres liv havde levet i frygt” (Hebr 2,14). Og -
Vi svarer: Vi er Gud værd!
Det skete, jubler Maria, fordi han husker på sin barmhjertighed, som han havde forudsagt - til Eva: “Kvindens afkom skal knuse slangens hoved!” - til Abraham: “I din slægt skal alle jordens slægter velsignes” - til Esajas: "Jomfruen bliver gravid og føder en søn, som hun kalder 'Gud med os'.” Jamen, det er jo umuligt! Javist. Alt her er umuligt: At en jomfru bliver gravid uden mand. At et menneskebarn født som alle andre er Guds evige Søn. At Gud bliver en af os under al vor forbandelse og siger JA til os, uanset hvad. Det er altsammen umuligt! Maria spørger: “Hvordan skal det gå til, jeg har jo ikke været sammen med nogen mand.” Og hun får svaret: “For Gud er ingenting umuligt!” Da sker det. Og Maria jubler: Han har set i nåde til sin ringe tjenerinde.
Vi kan tænke, at det var let for Maria. Men det var det langtfra. En pige i hendes situation kom dengang under hård anklage og risikerede i værste fald at blive dræbt Og hvem ville tro på den med Helligånden, at fosteret i hendes moderliv var Guds? Nej, det er ingen ønskestilling for Maria at leve i, ikke noget hun havde drømt om. Hun så sin ringhed. Alt kunne hun miste ved dette. Og hvordan skulle hun den ringe kunne bære og føde den Mægtiges Søn. Det så umuligt ud. Men det ske mig efter dit ord. Og da skete det umulige, at Guds Søn fra evige blev en menneskesøn, som vi bekender i Katekismen: “Sand Gud født af Faderen i evighed og sandt menneske født af Jomfru Maria.” Uden jordisk far. Udenfor ægteskab. Underkastet hån og spot i Marias moderliv som et “uægte” barn...
I Jesus er Gud trådt ind i vores historie for at sige Ja til hvert eneste menneskes ret til at leve med Gud. I Jesus er han hos hver eneste en af os, som er undfanget og født i synd, for ved dåben og troen på ham at give os barnekår. Sandelig, det er værd at fest for! Og nogle har foreslået, at man gjorde denne dag til den kristne julefest. Så kunne vi koncentrere os om dette store under i tak for at Gud fra vort livs første begyndelse har sagt Ja til vort liv ved at blive undfanget ved Helligånden i Jomfru Marias moderliv.
Vi er Gud værd.
Hvordan sker det? Hvordan får vi dette liv? “Helligånden skal komme over dig” var svaret til Maria. Derfor beder vi: “O Herre Jesus, lad din ånd mig kraftig overskygge! Bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!” Sandelig, da er det værd at leve og være os.
Og hun blev hos Elisabeth i 3 måneder. Der var jo også nok at samtale om, ikke sandt!? Tænk: Vi er Gud værd! Amen.
mandag den 3. marts 2008
Bibelundervisning i Svendborg - II
Gennemgang af Paulus' 1. brev til Korintherne (II)
ved pastor Vagn Lyrstrand
Fredag den 7. marts kl. 14.30: 1. Korintherbrev kap. 2 og 3
Skallen, Møllergade 99, Svendborg
Undervisningen er åben for alle interesserede.
NB Se gennemgang af kapitel 1 længere nede på bloggen (her).
Paulus’ første brev til Korintherne - II
Svendborg, foråret 2008
Kapitel 2
v1-2: Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed [eller: vidnesbyrd; gl.ov.] for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke at ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.
I Korinth havde de erfaret Guds kraft til frelse gennem Paulus enkle forkyndelse af Jesus som korsfæstet. Bevidst havde han fravalgt al klog talekunst. For Guds hemmelighed åbner sig alene til frelse gennem Guds vidnesbyrd om Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Her duer ikke en hvilken som helst Kristus-forkyndelse, men alene den, der om og om igen sætter korset i centrum. Vranglærere kan tale meget om Jesus og Guds magt og kærlighed i ham. Men vil du vide, om det er evangeliet, du hører, siger Luther, så skal du lægge mærke til, om prædikanten taler om “omkostningerne”, nemlig hvad det kostede Gud at vise dig kærlighed: Hans Søns blod.
v3-5: Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Jeg har hørt om en altertavle med Johannes Døber, der peger på Jesus som Guds Lam. Men fingeren er så stor, at den fanger hele opmærksomheden. Sådan fører en evangelisk prædikant sig ikke frem, så mennesker fanges af ham. Han er, som Døberen siger, kun “en røst af en, der råber.” Forkynderens person er i den forstand uvedkommende og kan gerne glemmes. Det handler ikke om talegaver, men om Guds nådegave i evangeliet. Og her er budskabet: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29). For her er “Guds kraft”. Og bevis på, at det er Ånden, der virker, er at mennesker netop herigennem føres til troen på den korsfæstede Jesus som deres frelser og hele retfærdighed!
v6-7: Dog, visdom taler vi om blandt de fuldkomne, men ikke en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere.
Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.
Vi kan tale meget vist og klogt og dybt om den kristne tro, som f.eks. om Guds forudbestemmelse og udvælgelse. Det er blot ikke en visdom, der springer ud af den menneskelige tanket. Vi kan heller ikke appellere til fornuften og sige: “Jamen, du kan da nok se!” Nej, ingen kan fatte som fornuftigt, at der er i evangeliet om Jesus som korsfæstet er tale om en visdom i Gud fra evighed af. Det vil og kan alene de, der er fuldkomne i troen, kunne begribe. For alle andre er det en hemmelighed, skønt evangeliets indhold er offentligt. Den evige visdom til frelse for enhver har jo fået kød og blod i den historiske Jesus og i forkyndelsen om ham og hans gerning i liv, død og opstandelse. Den er altså for så vidt åbenbar, men uden Guds Ånds gerning kan den ikke bebgribes.
v8: Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre.
Hvem kan med øje og tanke fatte Guds visdom på Golgata?! Nej, da! Det er og bliver for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab! Ja, for alle verdens store, og dem, som vil være store, fordi denne verdens fyrste og åndelige herskere har slået dem blindhed. Men korset er for evigt deres nederlag. Og de havde da ikke korsfæstet ham, om de havde kendt denne Guds visdom.
v9-10: Men som der står skrevet: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” det har Gud åbenbaret os ved Ånden.
Det er præcis som Luther forklarer i Katekismen i artiklen om Helligånden, at “jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan komme til Jesus Kristus min Herre eller tro på ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.” Og evangeliet er jo netop i sin kerne budskabet om Jesu Kristi lidelse og død i vores sted. Men hvem har nogen sinde i verdens og tankens historie set eller hørt, at den almægtige Gud åbenbarer sig sådan? Hvem ville i søgen efter Gud komme på at lede efter ham i et korsfæstet menneske? Den visdom gives alene ved Guds åbenbaring til dem, der elsker ham. Og det er Helligåndens gerning ved og gennem evangeliet, som netop er Ordet om korset.
v11-13: Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds Ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom lærer os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Der er. som Paulus skriver i Romerbrevet, “ ingen, der søger Gud” (Rom 3,11). Vi kender til hans eksistens og almagt, som kalder på ærefrygt og rædsel; men kende ham i hans inderste, som han i sandhed er, og så vi søger til ham i til tro som hans børn, kan vi ikke. Hertil må vi komme under Guds Ånds tiltale. Hvordan sker det? Ved det apostoliske budskab, sådan som Herren før sin død lovede at sende: “Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt” (Joh 14,26). Sådan bad han i sin ypperstepræstelig bøn i apostlenes nærvær “for dem, som ved deres ord tror på mig” (Joh 17,21). I Romerbrevet siger apostlen: “Så kommer da troen af det, som høres, og det som høres, i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17). Derved bliver vi åndelige, så vi kan kende Gud i hjertet som vores kærlige Fader. Og “Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8,16). Anderledes med det naturlige menneske, der ikke har Ånden:
v14: Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.
Derfor nytter det ingen verdens ting at appellere til menneskets fornuft med menneskelig visdom, logik og talekunst. Der må skabes et modtage-apparat for det åndelige, før det åndelige kan modtages og forstås. Og det sker alene ved Åndens gerning i evangeliet. Det nytter ikke at spørge mennesker, hvad de tænker, de har brug for og søge at imødekomme de tanker. For mennesker tænker ikke Guds tanker, så de kan fortælle ham, hvad de har brug for. Det forholder sig modsat!
v15: Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for “hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?” Men vi har Kristi tanker.
Jo, for ved ordet om Jesus Kristus har Guds Ånd har lært os at kende, hvad der bor i Gud. Vi ved, hvad Gud tænker, hvordan han er sindet, og hvordan hans ånd er. Ikke udfra vores fornuft, ej heller udfra vores følelser, oplevelser og åbenbaringer, som har indviet os i hemmeligheder, der ikke er offentligt tilgængelige. Nej, vi ved det af det, som reformatorerne kaldte for “det ydre ord”. Og til det ydre ord, som er indgivet profeter og apostle ved Helligånden, er prædikenen om Kristus, og det som korsfæstet, nøglen. Derigennem får vi - føler det vel næsten for dristigt sagt! - Kristi tanker, sind og ånd! - Men da er jo også Ordets forkyndelse helt afgørende!
Kapitel 3
v1-3a: Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker: jeg måtte tale til jer som kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker.
Sådan var det, da Paulus kom til dem som evangeliets sendebud. Da kunne han ikke prædike visdom som til de fuldkomne. Man han måtte made dem som nyfødte, der må næres med den lettest fortærbare føde for at de overhovedet kan overleve fødselen og voksede videre. Og forkynderen må som en forvalter se nøje til, at han giver, hvad der er brug for. Han må ikke blot se på budskabet, men også på dem, det skal bringes til, at de får det, som de kan tåle, for at troen kan leve og vokse! I en sang siges: “Fortæl det gamle budskab... som til et lille barn!” Javist, men det skal da ske, for at vi ikke skal blive ved at være børn! Og det vurderer Paulus med beklagelse, at korintherne stadig er.
v3b-4: For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når en siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker?
Svarene er klare! Sandelig det er ikke tegn på åndelig modenhed; men det er kødeligt, når det er forkynderens personer og stil, man er optaget af. Endnu kødeligere er det, når det medfører splid og partier, så man ikke går i kirke for at høre Guds ord, men man spejder i gudstjenestelisten efter at høre en given forkynder! Da er der noget galt. For slet ikke at snakke om, hvis det medfører indbyrdes misundelse! Den slags hører ikke hjemme i en kristen menighed og blandt kristne. Det er bestemt ikke åndeligt, men derimod kødeligt at opføre sig sådan.
v5: Hvad er Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav.
Det er jo Jesus alene, der er Herren, som virker og giver troen gennem de redskaber han, har udvalgt og kaldet. Og hvad man alene skal være optaget af, er at forkynderen fuldfører sin Herres kald og bringer hans budskab, sådan som Herren har udrustet den enkelte. Så kan de siden have hver deres opgaver og styrker, men kaldet og tjenesten er én. Spørg ikke efter hvem og hvordan forkynderne er, men om, hvad de forkynder og bringer!
v6-9: Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.
Troen og menigheden blev plantet ved evangeliet. Og ved det samme evangelium blev planten holdt i live. Om det er den ene eller den anden, der formidler evangeliet, gør ingen forskel. De, der gør det, er ét, et redskab i Guds hånd. Det er Gud alene, der skal takkes og æres, som den der giver liv på kirkemarken og tager bolig i kirkehuset. Forkynderne og menigheden er ikke deres egne, men begge er Guds. Og lønnen sørger han alene for at tilmåle.
v10-11: Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.
Det er, som Herren sagde til Peter, da han havde bekendt Jesus Kristus og Guds Søn: “På den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt 16,xx). Og vi synger: “Guds kirkes grund alene er Kristus, Gud og mand; den er ej bygt af stene, men skabt ved ord og vand.” (DS 286). Og når som helst det sker, er og skyldes det Guds nåde. Vigtigt er da blot, at der på den grundvold bygges med ordentlige materialer. Ikke alt er lige godt.
v12-15: Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.
Kirken bygges alene på nådens grund, som også er frelsens ene grund. Og alt det, der bygges, som svarer til nåden, vil bestå som en løn for den, der bygger. Men alt det, der ikke svarer til nåden vil forgå, som dårlige materialer fortæres af ilden, så grunden alene er tilbage. Hvad Paulus tænker på, er næppe til at tage fejl af: Alt det blikfang, som man vil tiltrække mennesker med, er som brandbart byggemateriale. Det dommedag skal klare. Lev og arbejd med regnskabsdagen for øje!
v16-17: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
Ja, hvor ofte glemmes ikke netop det i en kirkes og menigheds bestræbelser på at være folkelig og tiltrækkende. Hvor ofte spørger vi: Hvordan kan vi holde gudstjeneste og prædike, så det står alle klart, at her er vi i den hellige Guds nærvær, at han taler og har med os at gøre? Den kristne kirke og menighed er ikke en fri forening af mennesker, som kan gøre, hvad de vil; den er tværtimod Guds skabning og bolig! Derfor kan Paulus siden sige, at gudstjenesten må forme sig på en måde, så en fremmed, der kommer ind, må “falde på sig ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer!” (1 Kor 14,25). Og for at det kan ske, må der prædikes klart og tydeligt.
v18-20: Ingen må bedrage sig selv. Hvis nogen af jer mener at være vis i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vis. For denne verdens visdom er dårskab for Gud - der står jo skrevet: “Han fanger de vise i deres snedighed,” og igen: “Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme.”
Paulus knytter tilbage til 1,18-25. Med verdens visdom efter fornuften vil vi ikke begribe Guds Ånds gerning, men derimod hindre den. Vil vi drive kirkeligt arbejde efter verdens visdom, bygger vi med halm og hø.
v21-22: Derfor må ingen være stolt af mennesker. Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer - alt tilhører jer.
Som kristne er vi jo ved troen og dåben både døde og opstandne med Kristus, og vores “liv er skjult med Kristus i Gud” (Kol 3,1-3). Alle dage er han med os, som har al magten i himlen og på jorden (Matt 28,20). Han har til sin troende og bekendende kirke på jorden givet nøglemagten til at løse mennesker af deres synder, så de dermed også løst derfra i himlen (Matt 16,13-20). Og han har indsat en Ordets tjeneste og givet sin kirke tjenere til give enhver sin rette føde i rette tid (Joh 20,21-23; 1 Kor 4,1-2; Ef 4,11; ApG 20,28). Men her handler det ikke om disse personer, men om deres tjeneste i Herrens navn og sted. I må da ikke anse dem som jeres herrer, for jeres Herre er én eneste, Jesus Kristus. Og i ham er I blevet rige på alt.
v23: Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.
Ordret på græsk står dér: “Men I er Kristi, og Kristus Guds!” Og vi kan synge og glæde os: “Jeg er ej mer min egen, jeg hører Kristus til. Han har mig købt med blodet, og hans jeg være vil.” Og Kristus handler det da om i alt kirkeligt arbejde: At han kommer i centrum ved en prædiken, der har hans gerning som vores stedfortræder på korset som det, der uafladeligt vendes tilbage og henvises til. Det skal man prøve prædikenen og prædikanterne på, efter Johannes Døber, der sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre!” (Joh 3,30); og: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29)- For dér, og dér alene er Guds kraft til frelse. Og derved alene virker forkyndelse med Ånd og kraft som bevis - nemlig ved at gøre mennesker til syndere, der må rose sig af nåden alene.
Vagn Lyrstrand
ved pastor Vagn Lyrstrand
Fredag den 7. marts kl. 14.30: 1. Korintherbrev kap. 2 og 3
Skallen, Møllergade 99, Svendborg
Undervisningen er åben for alle interesserede.
NB Se gennemgang af kapitel 1 længere nede på bloggen (her).
Paulus’ første brev til Korintherne - II
Svendborg, foråret 2008
Kapitel 2
v1-2: Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed [eller: vidnesbyrd; gl.ov.] for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke at ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.
I Korinth havde de erfaret Guds kraft til frelse gennem Paulus enkle forkyndelse af Jesus som korsfæstet. Bevidst havde han fravalgt al klog talekunst. For Guds hemmelighed åbner sig alene til frelse gennem Guds vidnesbyrd om Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Her duer ikke en hvilken som helst Kristus-forkyndelse, men alene den, der om og om igen sætter korset i centrum. Vranglærere kan tale meget om Jesus og Guds magt og kærlighed i ham. Men vil du vide, om det er evangeliet, du hører, siger Luther, så skal du lægge mærke til, om prædikanten taler om “omkostningerne”, nemlig hvad det kostede Gud at vise dig kærlighed: Hans Søns blod.
v3-5: Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Jeg har hørt om en altertavle med Johannes Døber, der peger på Jesus som Guds Lam. Men fingeren er så stor, at den fanger hele opmærksomheden. Sådan fører en evangelisk prædikant sig ikke frem, så mennesker fanges af ham. Han er, som Døberen siger, kun “en røst af en, der råber.” Forkynderens person er i den forstand uvedkommende og kan gerne glemmes. Det handler ikke om talegaver, men om Guds nådegave i evangeliet. Og her er budskabet: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29). For her er “Guds kraft”. Og bevis på, at det er Ånden, der virker, er at mennesker netop herigennem føres til troen på den korsfæstede Jesus som deres frelser og hele retfærdighed!
v6-7: Dog, visdom taler vi om blandt de fuldkomne, men ikke en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere.
Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.
Vi kan tale meget vist og klogt og dybt om den kristne tro, som f.eks. om Guds forudbestemmelse og udvælgelse. Det er blot ikke en visdom, der springer ud af den menneskelige tanket. Vi kan heller ikke appellere til fornuften og sige: “Jamen, du kan da nok se!” Nej, ingen kan fatte som fornuftigt, at der er i evangeliet om Jesus som korsfæstet er tale om en visdom i Gud fra evighed af. Det vil og kan alene de, der er fuldkomne i troen, kunne begribe. For alle andre er det en hemmelighed, skønt evangeliets indhold er offentligt. Den evige visdom til frelse for enhver har jo fået kød og blod i den historiske Jesus og i forkyndelsen om ham og hans gerning i liv, død og opstandelse. Den er altså for så vidt åbenbar, men uden Guds Ånds gerning kan den ikke bebgribes.
v8: Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre.
Hvem kan med øje og tanke fatte Guds visdom på Golgata?! Nej, da! Det er og bliver for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab! Ja, for alle verdens store, og dem, som vil være store, fordi denne verdens fyrste og åndelige herskere har slået dem blindhed. Men korset er for evigt deres nederlag. Og de havde da ikke korsfæstet ham, om de havde kendt denne Guds visdom.
v9-10: Men som der står skrevet: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” det har Gud åbenbaret os ved Ånden.
Det er præcis som Luther forklarer i Katekismen i artiklen om Helligånden, at “jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan komme til Jesus Kristus min Herre eller tro på ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.” Og evangeliet er jo netop i sin kerne budskabet om Jesu Kristi lidelse og død i vores sted. Men hvem har nogen sinde i verdens og tankens historie set eller hørt, at den almægtige Gud åbenbarer sig sådan? Hvem ville i søgen efter Gud komme på at lede efter ham i et korsfæstet menneske? Den visdom gives alene ved Guds åbenbaring til dem, der elsker ham. Og det er Helligåndens gerning ved og gennem evangeliet, som netop er Ordet om korset.
v11-13: Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds Ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom lærer os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Der er. som Paulus skriver i Romerbrevet, “ ingen, der søger Gud” (Rom 3,11). Vi kender til hans eksistens og almagt, som kalder på ærefrygt og rædsel; men kende ham i hans inderste, som han i sandhed er, og så vi søger til ham i til tro som hans børn, kan vi ikke. Hertil må vi komme under Guds Ånds tiltale. Hvordan sker det? Ved det apostoliske budskab, sådan som Herren før sin død lovede at sende: “Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt” (Joh 14,26). Sådan bad han i sin ypperstepræstelig bøn i apostlenes nærvær “for dem, som ved deres ord tror på mig” (Joh 17,21). I Romerbrevet siger apostlen: “Så kommer da troen af det, som høres, og det som høres, i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17). Derved bliver vi åndelige, så vi kan kende Gud i hjertet som vores kærlige Fader. Og “Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8,16). Anderledes med det naturlige menneske, der ikke har Ånden:
v14: Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.
Derfor nytter det ingen verdens ting at appellere til menneskets fornuft med menneskelig visdom, logik og talekunst. Der må skabes et modtage-apparat for det åndelige, før det åndelige kan modtages og forstås. Og det sker alene ved Åndens gerning i evangeliet. Det nytter ikke at spørge mennesker, hvad de tænker, de har brug for og søge at imødekomme de tanker. For mennesker tænker ikke Guds tanker, så de kan fortælle ham, hvad de har brug for. Det forholder sig modsat!
v15: Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for “hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?” Men vi har Kristi tanker.
Jo, for ved ordet om Jesus Kristus har Guds Ånd har lært os at kende, hvad der bor i Gud. Vi ved, hvad Gud tænker, hvordan han er sindet, og hvordan hans ånd er. Ikke udfra vores fornuft, ej heller udfra vores følelser, oplevelser og åbenbaringer, som har indviet os i hemmeligheder, der ikke er offentligt tilgængelige. Nej, vi ved det af det, som reformatorerne kaldte for “det ydre ord”. Og til det ydre ord, som er indgivet profeter og apostle ved Helligånden, er prædikenen om Kristus, og det som korsfæstet, nøglen. Derigennem får vi - føler det vel næsten for dristigt sagt! - Kristi tanker, sind og ånd! - Men da er jo også Ordets forkyndelse helt afgørende!
Kapitel 3
v1-3a: Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker: jeg måtte tale til jer som kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker.
Sådan var det, da Paulus kom til dem som evangeliets sendebud. Da kunne han ikke prædike visdom som til de fuldkomne. Man han måtte made dem som nyfødte, der må næres med den lettest fortærbare føde for at de overhovedet kan overleve fødselen og voksede videre. Og forkynderen må som en forvalter se nøje til, at han giver, hvad der er brug for. Han må ikke blot se på budskabet, men også på dem, det skal bringes til, at de får det, som de kan tåle, for at troen kan leve og vokse! I en sang siges: “Fortæl det gamle budskab... som til et lille barn!” Javist, men det skal da ske, for at vi ikke skal blive ved at være børn! Og det vurderer Paulus med beklagelse, at korintherne stadig er.
v3b-4: For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når en siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker?
Svarene er klare! Sandelig det er ikke tegn på åndelig modenhed; men det er kødeligt, når det er forkynderens personer og stil, man er optaget af. Endnu kødeligere er det, når det medfører splid og partier, så man ikke går i kirke for at høre Guds ord, men man spejder i gudstjenestelisten efter at høre en given forkynder! Da er der noget galt. For slet ikke at snakke om, hvis det medfører indbyrdes misundelse! Den slags hører ikke hjemme i en kristen menighed og blandt kristne. Det er bestemt ikke åndeligt, men derimod kødeligt at opføre sig sådan.
v5: Hvad er Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav.
Det er jo Jesus alene, der er Herren, som virker og giver troen gennem de redskaber han, har udvalgt og kaldet. Og hvad man alene skal være optaget af, er at forkynderen fuldfører sin Herres kald og bringer hans budskab, sådan som Herren har udrustet den enkelte. Så kan de siden have hver deres opgaver og styrker, men kaldet og tjenesten er én. Spørg ikke efter hvem og hvordan forkynderne er, men om, hvad de forkynder og bringer!
v6-9: Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.
Troen og menigheden blev plantet ved evangeliet. Og ved det samme evangelium blev planten holdt i live. Om det er den ene eller den anden, der formidler evangeliet, gør ingen forskel. De, der gør det, er ét, et redskab i Guds hånd. Det er Gud alene, der skal takkes og æres, som den der giver liv på kirkemarken og tager bolig i kirkehuset. Forkynderne og menigheden er ikke deres egne, men begge er Guds. Og lønnen sørger han alene for at tilmåle.
v10-11: Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.
Det er, som Herren sagde til Peter, da han havde bekendt Jesus Kristus og Guds Søn: “På den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt 16,xx). Og vi synger: “Guds kirkes grund alene er Kristus, Gud og mand; den er ej bygt af stene, men skabt ved ord og vand.” (DS 286). Og når som helst det sker, er og skyldes det Guds nåde. Vigtigt er da blot, at der på den grundvold bygges med ordentlige materialer. Ikke alt er lige godt.
v12-15: Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.
Kirken bygges alene på nådens grund, som også er frelsens ene grund. Og alt det, der bygges, som svarer til nåden, vil bestå som en løn for den, der bygger. Men alt det, der ikke svarer til nåden vil forgå, som dårlige materialer fortæres af ilden, så grunden alene er tilbage. Hvad Paulus tænker på, er næppe til at tage fejl af: Alt det blikfang, som man vil tiltrække mennesker med, er som brandbart byggemateriale. Det dommedag skal klare. Lev og arbejd med regnskabsdagen for øje!
v16-17: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
Ja, hvor ofte glemmes ikke netop det i en kirkes og menigheds bestræbelser på at være folkelig og tiltrækkende. Hvor ofte spørger vi: Hvordan kan vi holde gudstjeneste og prædike, så det står alle klart, at her er vi i den hellige Guds nærvær, at han taler og har med os at gøre? Den kristne kirke og menighed er ikke en fri forening af mennesker, som kan gøre, hvad de vil; den er tværtimod Guds skabning og bolig! Derfor kan Paulus siden sige, at gudstjenesten må forme sig på en måde, så en fremmed, der kommer ind, må “falde på sig ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer!” (1 Kor 14,25). Og for at det kan ske, må der prædikes klart og tydeligt.
v18-20: Ingen må bedrage sig selv. Hvis nogen af jer mener at være vis i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vis. For denne verdens visdom er dårskab for Gud - der står jo skrevet: “Han fanger de vise i deres snedighed,” og igen: “Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme.”
Paulus knytter tilbage til 1,18-25. Med verdens visdom efter fornuften vil vi ikke begribe Guds Ånds gerning, men derimod hindre den. Vil vi drive kirkeligt arbejde efter verdens visdom, bygger vi med halm og hø.
v21-22: Derfor må ingen være stolt af mennesker. Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer - alt tilhører jer.
Som kristne er vi jo ved troen og dåben både døde og opstandne med Kristus, og vores “liv er skjult med Kristus i Gud” (Kol 3,1-3). Alle dage er han med os, som har al magten i himlen og på jorden (Matt 28,20). Han har til sin troende og bekendende kirke på jorden givet nøglemagten til at løse mennesker af deres synder, så de dermed også løst derfra i himlen (Matt 16,13-20). Og han har indsat en Ordets tjeneste og givet sin kirke tjenere til give enhver sin rette føde i rette tid (Joh 20,21-23; 1 Kor 4,1-2; Ef 4,11; ApG 20,28). Men her handler det ikke om disse personer, men om deres tjeneste i Herrens navn og sted. I må da ikke anse dem som jeres herrer, for jeres Herre er én eneste, Jesus Kristus. Og i ham er I blevet rige på alt.
v23: Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.
Ordret på græsk står dér: “Men I er Kristi, og Kristus Guds!” Og vi kan synge og glæde os: “Jeg er ej mer min egen, jeg hører Kristus til. Han har mig købt med blodet, og hans jeg være vil.” Og Kristus handler det da om i alt kirkeligt arbejde: At han kommer i centrum ved en prædiken, der har hans gerning som vores stedfortræder på korset som det, der uafladeligt vendes tilbage og henvises til. Det skal man prøve prædikenen og prædikanterne på, efter Johannes Døber, der sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre!” (Joh 3,30); og: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29)- For dér, og dér alene er Guds kraft til frelse. Og derved alene virker forkyndelse med Ånd og kraft som bevis - nemlig ved at gøre mennesker til syndere, der må rose sig af nåden alene.
Vagn Lyrstrand
Prædiken Midfaste søndag
... HVORDAN FINDER VI JESUS?
Midfaste søndag (II) Kbhv 2008 - Salmer: 2 35 158 610; 496 26
Johannesevangeliet 6,24-37
Da skaren nu så, at Jesus ikke var dér og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”
Da sagde de til ham: “Hvilket tegn gør, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: “Brød fra himlen gav han dem at spise.” Jesus sagde så til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: “Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”
De ledte efter Jesus...
Og de blev ikke de sidste, der gjorde! Flere vil også sige: “Se, dér er han! - Se her!” (Luk 17,23). Det havde været så fedt. Jesus havde fyldt dem. De var i højgear: “Kong Jesus! Kong Jesus!” Men dagen derpå var Jesus borte. Og nu ville de finde ham igen.
Men hvilken Jesus...?
Skarerne havde taget bådene over søen. Flere rejser også langt efter såkaldte “Jesus-events”, der begejstrer og løfter. Arrangørerne jubler, jo flere der kommer. Og vi skulle være nogle skarn, om vi ikke gerne så flere komme til. Og kommer nogen igen, fordi de blev begejstret sidst...; så tænker man let: “Nu må jeg lægge mig i selen, så de også denne gang kan få en stærk oplevelse. Så de kommer igen, igen, igen...” Skal vi ikke glæde os, når det sker? Men Jesus svarede: I søger mig ikke fordi I så tegn, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. I kommer kun for oplevelsens skyld - for at få en ny “event”. Og det gavner lige så lidt for evigheden, som maden fra i mætter i dag!
Men det var da Jesu arrangement? Javist! En prædikant kan også opleve, at folk kommer igen: “Det var så godt sidst!” Men blive ved Ordets lære og være meninghed, nej, det vil man ikke. Man ønsker blot igen at mærke suget og følelsen af en “stærk” prædiken. Hvad søger vi? Hvilken Jesus leder vi efter? Hvad venter vi os? Noget, der mætter i nu’et, så vi siger: “Fantastisk gudstjeneste!” Eller søger vi det, der kan mætte og holde os i live for evigt?
Det er jo det, Jesus ville med brødunderet: Give et tegn på sig selv som den, der giver os evigt liv. Vise os, at han er himmel-brødet, som holder os i live under troens “ørkenvandring” mod løftets land.
Brødunderet er et tegn, der siger som epistelen, at: “Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham...; og dermed har han også skænket os sine store og dyrebare løfter, så I ved dem kan... få del i guddommelige natur” (2 Pet 1,3ff). Jesus udlægger: Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den, som består til evigt liv. Ikke fast-food, men det der er substans i. Vi kan ordne med lys, musik og farver til en betagende gudstjeneste. Og det er ikke uden betydning. Men ve os, om vi som skaren blot søger sansernes mættelse! Nej, arbejd energisk på at søge tegnets indhold: Jesus selv! For ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på. Fokuser på Jesus, så du lever af ham. For han er i egen person Guds segl på, at sådan er Gud imod dig som din Fader. Sådan tager han sig af dig og giver dig evigt liv, når du tror Jesus.
Men hvad skal vi gøre...
- for at gøre Guds gerninger? Hvor det ligner os! Stadig tror vi, at det er vores indsats og gerninger, det kommer an på! Hvad skal vi gøre, for at maden kan mætte? Gøre for at gøre gerninger! Jesus svarer: Guds gerning er, at I tror på ham, han har udsendt. Ikke mange gerninger. Én er nødvendigt til evigt liv: At tro på Jesus. Og det er Guds gerning. For troen får du ikke ved at gøre, men ved at høre. Her handler det ikke om at yde, men om at nyde. Du må stole på Jesus og leve af det, som han er og lover. Da har du del i det evige liv, som er i ham. Og ved hans “store løfter” vil du, som epistelen siger “slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,4).
Men hvad er tegnet...
- på at det er værd at tro på Jesus? Hvilket bevis får vi? Noget sanseligt, som det vi kender fra Gamle Testamente - og nu også hører fra Nye Testamente! Vore fædre spiste manna i ørkenen. Brød fra himlen gav dem at spise. Hvad gør Jesus? Han har mangfoldiggjort noget brød, der allerede var der. Men under Moses så de himlen åben og mad dale ned fra Gud! Hvad gør Jesus? Vi ønsker at mærke virkeligheden af det guddommelige og himmelen nu i vore forgængelige sanser og dødelige legemer. Men nej, siger Jesus. Det var ikke himmel-brød eller Guds-brød, de fik i ørkenen. Mannaen opretholdt kun deres legemer i denne verden. Men i Jesus er det Gud selv, der giver os det himmelske, evige og guddommelige liv! Med ham slipper vi fri af forkrænkeligheden. Giv os altid det brød! beder de. Sådan vil vi have det. Lad os opleve det hver dag: Et triumferende liv af denne verden! Men Jesus er ikke brødkonge og vil ikke, at vi skal søge og grunde vores liv på det, vi oplever i os, men alene på det, som er udenfor os, i Jesus!
Jesus svarer med sig selv: Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Jesus er himmelbrødet, Gud med os, hos os og for os. Og tror du ham, så du lever af det, han er, da har du livet, som ingen synd og død kan tage af dage. Det er det ene, som også evangeliet begynder med at sige, at “alle de, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” (1,12). At tro er at komme og tage imod, som en der sætter sig til bords og spiser. Hvad der så end sker i dette liv, som til sidst jo ender med døden, så skal du ikke dø, men leve, leve hos og med Gud og omgås ham, som Adam og Eva i Paradis. I kraft af hans ord, som er Jesus.
Det er brødunderet et tegn på: At du alene får og har liv med Gud ved tro på Jesus og leve af ham. Men så må du også komme til Jesus i tro og bede: “Jeg fattig er og fuld af plage, o nåderige Jesus kom, og lad mit arme hjerte smage din nådes evangelium, at jeg endogså her i live kan derved rig og salig blive” (DDS 444v6). Sådan er det også, når vi i nadveren under brød og vin spiser hans legeme og drikker hans blod. Da er det, som Katekismen siger, “ikke det at spise og drikke, der gør det.” Derved får vi lige så lidt liv, som der er føde i oblat og vin. Hvad der gør det, er troen, der stoler på ordet, “Givet og udgydt til syndernes forladelse.” I tillid til Jesus, som ofrede sig for os, må vi komme og spise og drikke. Og vi vil have og få liv og salighed, for hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed.
Men den, som ikke tror...
- er uværdig og uskikket” slutter Katekismen, ligesom Jesus slutter: Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror mig ikke. Gennem Jesu tegn og tale virker Gud troen. Den er Guds suveræne gerning ved Ånden. “Troen kommer af det, som høres” (Rom 10,17). Der er ikke andet at gøre. “Sådan kalder, samler, oplyser og helliger han hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette ene tro. Og på den yderste dag vil han opvække mig og alle døde og give mig og alle troende evigt liv” (Lille Katekismus, art. 3). Derpå er nadveren Guds segl. Og tror nogen ikke, er det helt hans eget ansvar, mens troen altid er Guds gave og gerning, som Jesus slutter med at sige i dagens tekst: Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.
Gud leder efter dig...
Og tror du Jesus, så du kommer til ham, ligesom du kommer til nadverbordet, for at leve af ham - da er det Guds gerning. Da har Faderen fundet dig og givet dig til Sønnen. Og da, som epistelen siger “vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer” (2 Pet 1,11). Amen.
Midfaste søndag (II) Kbhv 2008 - Salmer: 2 35 158 610; 496 26
Johannesevangeliet 6,24-37
Da skaren nu så, at Jesus ikke var dér og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: “Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: “Hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”
Da sagde de til ham: “Hvilket tegn gør, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: “Brød fra himlen gav han dem at spise.” Jesus sagde så til dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: “Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”
De ledte efter Jesus...
Og de blev ikke de sidste, der gjorde! Flere vil også sige: “Se, dér er han! - Se her!” (Luk 17,23). Det havde været så fedt. Jesus havde fyldt dem. De var i højgear: “Kong Jesus! Kong Jesus!” Men dagen derpå var Jesus borte. Og nu ville de finde ham igen.
Men hvilken Jesus...?
Skarerne havde taget bådene over søen. Flere rejser også langt efter såkaldte “Jesus-events”, der begejstrer og løfter. Arrangørerne jubler, jo flere der kommer. Og vi skulle være nogle skarn, om vi ikke gerne så flere komme til. Og kommer nogen igen, fordi de blev begejstret sidst...; så tænker man let: “Nu må jeg lægge mig i selen, så de også denne gang kan få en stærk oplevelse. Så de kommer igen, igen, igen...” Skal vi ikke glæde os, når det sker? Men Jesus svarede: I søger mig ikke fordi I så tegn, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. I kommer kun for oplevelsens skyld - for at få en ny “event”. Og det gavner lige så lidt for evigheden, som maden fra i mætter i dag!
Men det var da Jesu arrangement? Javist! En prædikant kan også opleve, at folk kommer igen: “Det var så godt sidst!” Men blive ved Ordets lære og være meninghed, nej, det vil man ikke. Man ønsker blot igen at mærke suget og følelsen af en “stærk” prædiken. Hvad søger vi? Hvilken Jesus leder vi efter? Hvad venter vi os? Noget, der mætter i nu’et, så vi siger: “Fantastisk gudstjeneste!” Eller søger vi det, der kan mætte og holde os i live for evigt?
Det er jo det, Jesus ville med brødunderet: Give et tegn på sig selv som den, der giver os evigt liv. Vise os, at han er himmel-brødet, som holder os i live under troens “ørkenvandring” mod løftets land.
Brødunderet er et tegn, der siger som epistelen, at: “Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham...; og dermed har han også skænket os sine store og dyrebare løfter, så I ved dem kan... få del i guddommelige natur” (2 Pet 1,3ff). Jesus udlægger: Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den, som består til evigt liv. Ikke fast-food, men det der er substans i. Vi kan ordne med lys, musik og farver til en betagende gudstjeneste. Og det er ikke uden betydning. Men ve os, om vi som skaren blot søger sansernes mættelse! Nej, arbejd energisk på at søge tegnets indhold: Jesus selv! For ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på. Fokuser på Jesus, så du lever af ham. For han er i egen person Guds segl på, at sådan er Gud imod dig som din Fader. Sådan tager han sig af dig og giver dig evigt liv, når du tror Jesus.
Men hvad skal vi gøre...
- for at gøre Guds gerninger? Hvor det ligner os! Stadig tror vi, at det er vores indsats og gerninger, det kommer an på! Hvad skal vi gøre, for at maden kan mætte? Gøre for at gøre gerninger! Jesus svarer: Guds gerning er, at I tror på ham, han har udsendt. Ikke mange gerninger. Én er nødvendigt til evigt liv: At tro på Jesus. Og det er Guds gerning. For troen får du ikke ved at gøre, men ved at høre. Her handler det ikke om at yde, men om at nyde. Du må stole på Jesus og leve af det, som han er og lover. Da har du del i det evige liv, som er i ham. Og ved hans “store løfter” vil du, som epistelen siger “slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,4).
Men hvad er tegnet...
- på at det er værd at tro på Jesus? Hvilket bevis får vi? Noget sanseligt, som det vi kender fra Gamle Testamente - og nu også hører fra Nye Testamente! Vore fædre spiste manna i ørkenen. Brød fra himlen gav dem at spise. Hvad gør Jesus? Han har mangfoldiggjort noget brød, der allerede var der. Men under Moses så de himlen åben og mad dale ned fra Gud! Hvad gør Jesus? Vi ønsker at mærke virkeligheden af det guddommelige og himmelen nu i vore forgængelige sanser og dødelige legemer. Men nej, siger Jesus. Det var ikke himmel-brød eller Guds-brød, de fik i ørkenen. Mannaen opretholdt kun deres legemer i denne verden. Men i Jesus er det Gud selv, der giver os det himmelske, evige og guddommelige liv! Med ham slipper vi fri af forkrænkeligheden. Giv os altid det brød! beder de. Sådan vil vi have det. Lad os opleve det hver dag: Et triumferende liv af denne verden! Men Jesus er ikke brødkonge og vil ikke, at vi skal søge og grunde vores liv på det, vi oplever i os, men alene på det, som er udenfor os, i Jesus!
Jesus svarer med sig selv: Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Jesus er himmelbrødet, Gud med os, hos os og for os. Og tror du ham, så du lever af det, han er, da har du livet, som ingen synd og død kan tage af dage. Det er det ene, som også evangeliet begynder med at sige, at “alle de, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” (1,12). At tro er at komme og tage imod, som en der sætter sig til bords og spiser. Hvad der så end sker i dette liv, som til sidst jo ender med døden, så skal du ikke dø, men leve, leve hos og med Gud og omgås ham, som Adam og Eva i Paradis. I kraft af hans ord, som er Jesus.
Det er brødunderet et tegn på: At du alene får og har liv med Gud ved tro på Jesus og leve af ham. Men så må du også komme til Jesus i tro og bede: “Jeg fattig er og fuld af plage, o nåderige Jesus kom, og lad mit arme hjerte smage din nådes evangelium, at jeg endogså her i live kan derved rig og salig blive” (DDS 444v6). Sådan er det også, når vi i nadveren under brød og vin spiser hans legeme og drikker hans blod. Da er det, som Katekismen siger, “ikke det at spise og drikke, der gør det.” Derved får vi lige så lidt liv, som der er føde i oblat og vin. Hvad der gør det, er troen, der stoler på ordet, “Givet og udgydt til syndernes forladelse.” I tillid til Jesus, som ofrede sig for os, må vi komme og spise og drikke. Og vi vil have og få liv og salighed, for hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed.
Men den, som ikke tror...
- er uværdig og uskikket” slutter Katekismen, ligesom Jesus slutter: Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror mig ikke. Gennem Jesu tegn og tale virker Gud troen. Den er Guds suveræne gerning ved Ånden. “Troen kommer af det, som høres” (Rom 10,17). Der er ikke andet at gøre. “Sådan kalder, samler, oplyser og helliger han hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette ene tro. Og på den yderste dag vil han opvække mig og alle døde og give mig og alle troende evigt liv” (Lille Katekismus, art. 3). Derpå er nadveren Guds segl. Og tror nogen ikke, er det helt hans eget ansvar, mens troen altid er Guds gave og gerning, som Jesus slutter med at sige i dagens tekst: Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.
Gud leder efter dig...
Og tror du Jesus, så du kommer til ham, ligesom du kommer til nadverbordet, for at leve af ham - da er det Guds gerning. Da har Faderen fundet dig og givet dig til Sønnen. Og da, som epistelen siger “vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer” (2 Pet 1,11). Amen.
lørdag den 1. marts 2008
Marias Bebudelses dag, København
Søndag 9. marts kl. 10 - m. kirkekaffe.
Tema: "Du er Gud værd!" Luk 1,46-56
Sted: Ålekistevej 157 i Vanløse Tlf.: 3874 6661
Tema: "Du er Gud værd!" Luk 1,46-56
Sted: Ålekistevej 157 i Vanløse Tlf.: 3874 6661
Midfaste søndag, Sydfyn
Søndag 2. marts: Ingen gudstjeneste
Næste gudstjeneste: Søndag 9. marts.
Tid og sted bekendtgøres på bloggen
Kontakt præsten: tlf 38 74 66 61
- eller: Else Marie Aasø Hansen tlf. 62 22 02 98
Næste gudstjeneste: Søndag 9. marts.
Tid og sted bekendtgøres på bloggen
Kontakt præsten: tlf 38 74 66 61
- eller: Else Marie Aasø Hansen tlf. 62 22 02 98
Prædiken 3. søndag i fasten
DEN STORE LØGN OG DEN STORE SANDHED
3. søndag i fasten 2008 (II) Svdb. - Salmer: 167 439 295; 435 259
Johannesevangeliet 8,42-51
Jesus sagde til dem [jøderne]: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord, men I hører det ikke, fordi I ikke er af Gud.” Jøderne sagde til ham: “Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Jesus svarede: “Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden!”
Løgnen eller sandheden
Hvad har fat i dig? Hvad tror du? Vil du følge løgnen og dø? Eller vil du tro Jesus og leve? Det beror på, om vi hører hans ord. For som vi skrev på indbydelsen til i dag:
Mord, løgn, ondskab...
Hvor kommer det fra? Alt det, der vælter ud af medierne? Hvorfor klæber det os til skærmen aften efter aften? Alt det, vi ikke vil! Hvorfor stopper vi det ikke? Jesus hævder: “I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre hvad der lyster jeres far. Han er en morder og far til løgnen.” - Vi er fanget som fluer i et spindelvæv. “Men jeg siger jer sandheden. Hvorfor tror I mig da ikke?” udfordrer Jesus. “Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører det ikke, fordi...” Ja, hvorfor ikke?
Hvorfor ikke høre Jesus?
Han lover jo evigt liv. Så ham vil vi høre. Men først et klip fra indledningen til en svensk bog: Den store løgn og den store sandhed af biskop Bo Giertz: “Det sker, at man gribes af noget midt imellem angst og fortvivlelse, når man kaster blikket ud over et sogn. Hvor skal det ende? Her er tusinder af rare mennesker, der passer deres og gør deres pligt mod alle - undtagen mod Gud. De ordner sig fremsynet med pension, testamente, ja til sidst deres begravelse, alt er taget i betragtning - undtagen livet efter dette. De passer deres legemer, sørger for sunde boliger, tænker på søvn og ernæring, på hjerte og mave og alt muligt - undtagen deres sjæl. Begynder man at rydde op i årsagerne, finder man, at der fra en fælles rod skyder tre store løgne: 1) Der er ingen Gud. 2) Der er ingen Djævel. 3) Enhver bliver salig på sin måde.”
Først afsløres løgnen om Gud
Nu er det Jesus, der ser udover et sogn af rare mennesker i Jerusalem. Og så begynder han at rydde op i løgnen om Gud ved at henvise til sig selv og sige: Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig. I Jesus selv møder Gud os synligt! Og til den første store løgn hører da den velkendte, at vi kan tro på Gud uden at elske Jesus og høre ham! Nej, det er en djævelsk løgn. Den gud er da i hvert fald ikke Jesu Far. Sande Guds børn elsker Jesus. For det er fra Gud, jeg er udgået og kommet siger Jesus. Der er en Gud, én eneste: Ham, der åbenbarer sig i Jesus; som evangeliet siger: “Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” “Og alle dem... gav han ret til at blive Guds børn, dem der tror ham på hans navn” (Joh 1).
Jesus er Gud med, hos og for os; som forudsagt: “Se, jomfruen bliver gravid og føder en søn. Og hun kalder ham Gud med os” (Es 7,14). Og Jesus bekræfter: Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Jesus er Gud iblandt os. Og som vi forholder os til ham, forholder vi os til Gud. For vi har ikke tre guder, som muslimerne spotter, men en eneste. Og muslimer, jøder og alle, der ikke elsker Jesus, har da ikke Gud til far. For Jesus er ikke kommet for som en profet, rabbiner eller stor lærer at undervise os i at tro på Gud, så vi ved egen vilje og kraft kan gøre os fri af synd, død og Djævel. Han er her tværtimod for ved sit ord at knytte os til sig i den kærlighed, som venter alt godt af ham som vores Herre og Gud.
Har du Gud til far, elsker du Jesus! Men elsker du ikke Jesus, så du hører hans ord, da hører du heller ikke Gud til. Så kan man være aldrig så religiøs og from. Jesus har netop sagt: “Hvis I bliver I mit ord, skal I forstå sandheden og I blive frie” (v30f). Hvilken glæde, men de bliver vrede og vil dræbe. Og han siger: Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. Jesus har sagt dem sandheden, at “enhver, som gør synden, er syndens træl” (v34). Synden viser, at vi ikke er frie. - Hvilket godt budskab da, at Jesus gør den fri, der hører ham! Men de hører ikke og er da ikke Guds børn! Og -
Løgnen om Djævelen afsløres
Her viser han sig, hvor mennesker lyver sig frie, skønt de er bundne. Jesus siger uden omsvøb: I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster. Hvad da? Jo, at vende det døve øre til Gud og ikke tro ham! Han viser sig (som ordet Djævel betyder) som bagtaleren af Gud: “Regn ikke med Guds ord og bud! Han vil blot tryne jer og gøre livet surt. Tag livet i egne hænder, så skal se livet og blive frie!”
I al bagtale om og tro på, at Guds gode bud gør os ondt, afsløres han, som er fader til løgnen, og en morder fra begyndelsen. Det er så sindsygt og meningsløst, at Djævelen er eneste forklaring. Og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Følgen er jo, at det er Gud og livet med ham vi bliver frie for. Og vi frygter både Gud og døden. Fordi vi er bundet ved synden, så vi hverken kan eller vil høre Gud!
Den lutherske Bekendelse siger det stærkt allerede i 2. artikel, at det for mange kan være grund til ikke at ville høre mere: at vi alle er født “uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær. Og dette er virkelig synd, som fordømmer og påfører evig død.” Hermed afslører Jesus Djævelen bag alle appeller til og tro på, at vi ved egen indsats kan gøre os frie; som jøder, muslimer og mange andre gør det. Det vikler os blot som fluens bevægelser ind i Djævelens spindelvæv til død. Hermed baner Jesus vejen for at afsløre den tredje store løgn:
Løgnen om frelse på sin måde
For heraf fremgår, at ingen frelses på ‘sin måde’. Vi frelses alene på Jesu måde. Det fremhæver han med udfordringen: Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Hos alle andre kan Gud og hver mand påvise synd. Og syndens løn er den evige døds pine i Helvede. For Gud tåler ingen synd i et menneske og ingen synder i sit rige. Men hvem kan påvise synd hos Jesus? Det lykkedes end ikke med falske vidner. Hele hans liv, hans ord og gerning bevidner, at han er Gud med os og Herre over synd og død og løgn og Djævel. Hvorfor tror I mig da ikke?
Han er virkelig udgået fra Gud; som jøden Nikodemus siger: “Ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Og Pilatus erklærer: “Jeg finder ham ikke skyldig” (3,3; 18,38).
Sådan blev han dømt som Guds evige Søn. Han, der ikke kendte til synd, blev gjort til synd og ramt af forbandelsen over al synd, så han fra korset råber både: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og: “Det er fuldbragt!” Derfor er han nu et fristed for alle skyldige, som røveren på korset erkendte: “Vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Med ham må du bede: “Jesus husk mig, når du kommer i dit rige!” Og du hører det evige livs svar: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 22,39-43). Sådan frelses du på Jesu måde!
Men I hører det ikke, fordi I ikke er af Gud. Sådan afslører Jesus løgnen om, at man kan frelses på sin måde. Og straks lyder spotten, som da Jesus sagde til syndere: “Dine synder forlades dig!” Du er en samaritaner og besat. Det er jo at agere Gud! Ja, netop. Derfor kan Jesus sige: “Den, der hører mig, hører ham, som sendte mig. Og den, der forkaster mig, forkaster ham, der sendte mig.” Og han dømmer. For ingen bliver frelst på sin måde. Frelst bliver vi kun på Jesu måde. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden. For igennem hans ord bliver vi fælles med ham, der så døden og overvandt den til evigt liv med Gud
Og vi elsker og hører vi Jesus
Han er Gud med os, der frier fra alt ondt. Det er den store sandhed! Amen!
3. søndag i fasten 2008 (II) Svdb. - Salmer: 167 439 295; 435 259
Johannesevangeliet 8,42-51
Jesus sagde til dem [jøderne]: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord, men I hører det ikke, fordi I ikke er af Gud.” Jøderne sagde til ham: “Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?” Jesus svarede: “Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden!”
Løgnen eller sandheden
Hvad har fat i dig? Hvad tror du? Vil du følge løgnen og dø? Eller vil du tro Jesus og leve? Det beror på, om vi hører hans ord. For som vi skrev på indbydelsen til i dag:
Mord, løgn, ondskab...
Hvor kommer det fra? Alt det, der vælter ud af medierne? Hvorfor klæber det os til skærmen aften efter aften? Alt det, vi ikke vil! Hvorfor stopper vi det ikke? Jesus hævder: “I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre hvad der lyster jeres far. Han er en morder og far til løgnen.” - Vi er fanget som fluer i et spindelvæv. “Men jeg siger jer sandheden. Hvorfor tror I mig da ikke?” udfordrer Jesus. “Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører det ikke, fordi...” Ja, hvorfor ikke?
Hvorfor ikke høre Jesus?
Han lover jo evigt liv. Så ham vil vi høre. Men først et klip fra indledningen til en svensk bog: Den store løgn og den store sandhed af biskop Bo Giertz: “Det sker, at man gribes af noget midt imellem angst og fortvivlelse, når man kaster blikket ud over et sogn. Hvor skal det ende? Her er tusinder af rare mennesker, der passer deres og gør deres pligt mod alle - undtagen mod Gud. De ordner sig fremsynet med pension, testamente, ja til sidst deres begravelse, alt er taget i betragtning - undtagen livet efter dette. De passer deres legemer, sørger for sunde boliger, tænker på søvn og ernæring, på hjerte og mave og alt muligt - undtagen deres sjæl. Begynder man at rydde op i årsagerne, finder man, at der fra en fælles rod skyder tre store løgne: 1) Der er ingen Gud. 2) Der er ingen Djævel. 3) Enhver bliver salig på sin måde.”
Først afsløres løgnen om Gud
Nu er det Jesus, der ser udover et sogn af rare mennesker i Jerusalem. Og så begynder han at rydde op i løgnen om Gud ved at henvise til sig selv og sige: Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig. I Jesus selv møder Gud os synligt! Og til den første store løgn hører da den velkendte, at vi kan tro på Gud uden at elske Jesus og høre ham! Nej, det er en djævelsk løgn. Den gud er da i hvert fald ikke Jesu Far. Sande Guds børn elsker Jesus. For det er fra Gud, jeg er udgået og kommet siger Jesus. Der er en Gud, én eneste: Ham, der åbenbarer sig i Jesus; som evangeliet siger: “Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” “Og alle dem... gav han ret til at blive Guds børn, dem der tror ham på hans navn” (Joh 1).
Jesus er Gud med, hos og for os; som forudsagt: “Se, jomfruen bliver gravid og føder en søn. Og hun kalder ham Gud med os” (Es 7,14). Og Jesus bekræfter: Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Jesus er Gud iblandt os. Og som vi forholder os til ham, forholder vi os til Gud. For vi har ikke tre guder, som muslimerne spotter, men en eneste. Og muslimer, jøder og alle, der ikke elsker Jesus, har da ikke Gud til far. For Jesus er ikke kommet for som en profet, rabbiner eller stor lærer at undervise os i at tro på Gud, så vi ved egen vilje og kraft kan gøre os fri af synd, død og Djævel. Han er her tværtimod for ved sit ord at knytte os til sig i den kærlighed, som venter alt godt af ham som vores Herre og Gud.
Har du Gud til far, elsker du Jesus! Men elsker du ikke Jesus, så du hører hans ord, da hører du heller ikke Gud til. Så kan man være aldrig så religiøs og from. Jesus har netop sagt: “Hvis I bliver I mit ord, skal I forstå sandheden og I blive frie” (v30f). Hvilken glæde, men de bliver vrede og vil dræbe. Og han siger: Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. Jesus har sagt dem sandheden, at “enhver, som gør synden, er syndens træl” (v34). Synden viser, at vi ikke er frie. - Hvilket godt budskab da, at Jesus gør den fri, der hører ham! Men de hører ikke og er da ikke Guds børn! Og -
Løgnen om Djævelen afsløres
Her viser han sig, hvor mennesker lyver sig frie, skønt de er bundne. Jesus siger uden omsvøb: I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster. Hvad da? Jo, at vende det døve øre til Gud og ikke tro ham! Han viser sig (som ordet Djævel betyder) som bagtaleren af Gud: “Regn ikke med Guds ord og bud! Han vil blot tryne jer og gøre livet surt. Tag livet i egne hænder, så skal se livet og blive frie!”
I al bagtale om og tro på, at Guds gode bud gør os ondt, afsløres han, som er fader til løgnen, og en morder fra begyndelsen. Det er så sindsygt og meningsløst, at Djævelen er eneste forklaring. Og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Følgen er jo, at det er Gud og livet med ham vi bliver frie for. Og vi frygter både Gud og døden. Fordi vi er bundet ved synden, så vi hverken kan eller vil høre Gud!
Den lutherske Bekendelse siger det stærkt allerede i 2. artikel, at det for mange kan være grund til ikke at ville høre mere: at vi alle er født “uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær. Og dette er virkelig synd, som fordømmer og påfører evig død.” Hermed afslører Jesus Djævelen bag alle appeller til og tro på, at vi ved egen indsats kan gøre os frie; som jøder, muslimer og mange andre gør det. Det vikler os blot som fluens bevægelser ind i Djævelens spindelvæv til død. Hermed baner Jesus vejen for at afsløre den tredje store løgn:
Løgnen om frelse på sin måde
For heraf fremgår, at ingen frelses på ‘sin måde’. Vi frelses alene på Jesu måde. Det fremhæver han med udfordringen: Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Hos alle andre kan Gud og hver mand påvise synd. Og syndens løn er den evige døds pine i Helvede. For Gud tåler ingen synd i et menneske og ingen synder i sit rige. Men hvem kan påvise synd hos Jesus? Det lykkedes end ikke med falske vidner. Hele hans liv, hans ord og gerning bevidner, at han er Gud med os og Herre over synd og død og løgn og Djævel. Hvorfor tror I mig da ikke?
Han er virkelig udgået fra Gud; som jøden Nikodemus siger: “Ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Og Pilatus erklærer: “Jeg finder ham ikke skyldig” (3,3; 18,38).
Sådan blev han dømt som Guds evige Søn. Han, der ikke kendte til synd, blev gjort til synd og ramt af forbandelsen over al synd, så han fra korset råber både: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og: “Det er fuldbragt!” Derfor er han nu et fristed for alle skyldige, som røveren på korset erkendte: “Vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Med ham må du bede: “Jesus husk mig, når du kommer i dit rige!” Og du hører det evige livs svar: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 22,39-43). Sådan frelses du på Jesu måde!
Men I hører det ikke, fordi I ikke er af Gud. Sådan afslører Jesus løgnen om, at man kan frelses på sin måde. Og straks lyder spotten, som da Jesus sagde til syndere: “Dine synder forlades dig!” Du er en samaritaner og besat. Det er jo at agere Gud! Ja, netop. Derfor kan Jesus sige: “Den, der hører mig, hører ham, som sendte mig. Og den, der forkaster mig, forkaster ham, der sendte mig.” Og han dømmer. For ingen bliver frelst på sin måde. Frelst bliver vi kun på Jesu måde. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden. For igennem hans ord bliver vi fælles med ham, der så døden og overvandt den til evigt liv med Gud
Og vi elsker og hører vi Jesus
Han er Gud med os, der frier fra alt ondt. Det er den store sandhed! Amen!
Abonner på:
Opslag (Atom)