Bibelundervisning i Svendborg

Gennemgang af Paulus' 1. brev til Korintherne (II)
ved pastor Vagn Lyrstrand
Fredag den 7. marts kl. 14.30
1. Korintherbrev kap. 2
Skallen, Møllergade 99, Svendborg
Undervisningen er åben for alle interesserede.


Paulus’ første brev til Korintherne - I

Kapitel 1

v1: Fra Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje og vor broder Sosthenes.
Efter tidens skik og brug begynder brevet med en afsender-angivelse. Fra begyndelsen skal vi være klar over, at her skriver en udsending og talsmand for kirkens Herre Jesus Kristus. Det er Herrens ord! Og den, der står bag kaldelsen og dermed brevet, er Gud selv. Sammen med ham er en Sosthenes, som måske er skriver for Paulus, og måske den omvendte synagogeforstander fra ApG 18,17.

v2: Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helligede ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted.
Apostelen skriver til Guds kirke, som findes i Korinth, og dermed også - fordi han er apostel - til alle, som hører til den hellige almindelige kirke, hvor og når i verden den og de findes. For kirken, er som Luther har gengivet det, “de hellige troende og fårene, som hører hyrdens røst. Og helligheden består i Guds ord og ret tro.” Ved Jesus Kristus er vi helligede og kaldede til fortsat at være det. Kirken er dem, som Gud har kaldet - sådan som det græske ord for kirke faktisk betyder “det udkaldte”; og den kendes igen på, at den påkalder Jesus som Herre.

v3: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus.
Kirkens og hellighedens grundlag er Guds nåde og tilgivelse, som vi har ved Herren Jesus Kristus, og hvormed vi har fred med Gud som Fader, som den nu straks udtrykkes med en for Paulus kendt taksigelse.

v4: Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus.
Lad der være aldrig så megen svaghed og fejl i en kristen menighed og hos dens medlemmer. Den er dog Guds hellige kirke i kraft af nåden, som tilgiver alle synder og ved Jesus Kristus gør os rene og hellige. Og i den nåde er der alt, hvad der er nødvendigt til liv og tjeneste

v5-7: For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares.
Guds nåde kommer til os og udfolder sig ved “vidnesbyrdet om Kristus” dvs ved evangeliet om ham; sådan som vi siger med Den lille Katekismus, at “Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.” “Vidnesbyrdet”, som gør os rige og udvirker nådens virkninger, er altså ikke vores, men Guds vidnesbyrd om Jesus gennem apostlene. De var jo udsendt som øjenvidner til alt, hvad Jesus sagde og gjorde fra dåben i Jordan og frem til hans opstandelse og himmelfart. Derved giver Gud sin menighed, alt hvad den behøver og bevarer den i troens forventning om opstandelsen ved Jesu Kristi genkomst i herlighed.

v8-9: Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på Jesu Kristi dag. Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.
Det er alt, hvad det handler om: At vi frelses fra Guds anklage og dom. Og det sker alene ved, at vi at står i fællesskab med Jesus Kristus; som vi synger: “Hvo vil mig anklage og for dommen drage hen på Sinai? Synden jeg bekender, mig til Jesus vender, dermed er jeg fri! Mød mig da på Golgata, Jesus vil min sag antage, hvo vil da anklage!” (DS 461). Dette sørger Gud for ved at styrke os i nåden og fællesskabet med Jesus, ved at vi forbliver i vidnesbyrdet om Jesus Kristus, sådan som hans navn nu har været nævnt i samtlige 9 vers! Og derom beder vi: “Du Herre Krist min frelser est, til dig jeg håber ene. Jeg tror på dig, o bliv hos mig miskundelig alt med dit ord det rene!” (DS 46). Derfor må fællesskabet i Kristus vogtes!

v10: Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i én tanke og ét sind.
Her er vi straks ved et hovedanliggende for apostelen i dette brev. Som dem, der er kaldede til at være hellige og til fællesskab med Guds Søn, er og forbliver vi syndere. Og syndere søger deres eget! Derfor er uenighed og splid en synd, som må bekæmpes. For det drager os væk fra fællesskabet i og med Herren Jesus Kristus. Så straks efter taksigelsen må Paulus udtrykke en formaning til at enes. Ordret står der: “I skal alle sige det samme.” Naturligvis ikke om alt muligt, men når det gælder troen, så der ikke dannes splittelser og kliker, men “så I er fuld ud forenede” - ordret: “i samme tanke og samme mening”; eller : “lære og regel” (Odeberg). Enigheden, som værner mod splittelser og partier skal ikke være kadaver-disciplin eller forenings-loyalitet, men enhed i tro og lære! - Hvorfor lægger Paulus så kontant ud?

v11-12: For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører Paulus til, jeg til Apollos, jeg til Kefas. jeg til Kristus.
Det er næsten som at se dansk kirkeliv for sig splittet mellem grundtvigianere, tidehverv og missionsfolk af forskellige afskygninger, som går i kirke, efter hvem, der står på prædikestolen. Den slags person-kult hører ikke hjemme i Guds kirke. Det strider imod evangeliet, som er ét, og som må forkyndes i samme mening af alle prædikanter. Derfor kan man heller ikke bare sige, at man vil holde sig til Kristus; for Kristus møder os jo netop gennem sine kaldede og befuldmægtigede sendebud.

v13: Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn?
Hermed sætter apostelen fra begyndelsen “korset” i centrum. Det handler om, at vi kommer til tro på og har fællesskab med ham, der blev korsfæstet som vores stedfortræder. Du skal ikke lytte efter, hvem der, forkynder, men hvad der forkyndes, om korset er centrum! Og så skal du se til, om din frelse og fællesskab med Kristus forankres i dåben, og da naturligvis ikke på hvem, der har døbt dig.

v14-16: Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn. Jo, Stefanas og hans hus har jeg også døbt; ellers ved jeg ikke af, at jeg har døbt nogen.
Det er ved dåben, vi bliver kristne og født påny. Derfor kan nye kristne knyttes for stærkt til deres “dåbs-far”. Men han handler blot i Kristi sted. Paulus har som missionær døbt de første i menigheden.

v17: For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive tom tale.
Paulus døbte som noget af det første, så snart som nogen på et sted var kommet til tro på Jesus Kristus. Men så måtte han videre som den, der ikke var kaldet til at være præst i en menighed, hvor dåben siden kunne forvaltes ved menighedens kaldede hyrde, mens Paulus kunne rejse videre i den mission, som han var særligt kaldet til. Og i den mission handler det altså ikke om at være så smart som muligt og blive en tiltrækkende prædikant, men om at korset kommer i centrum. Det er Paulus lidenskab: Ikke korset i modsætning til dåben, men i modsætning til en forkyndelse, som vil tiltrække ved andre midler.

v18: For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, som frelses, er det Guds kraft.
Og det handler netop om frelsen fra den evige fortabelse. Her kan alene Guds kraft sætte os fri. Og den Guds kraft udfolder sig netop og alene i “korsets ord”! Lad de, der fortabes, ryste aldrig så meget på hovedet: Korsets ord er deres eneste chance. De ved det ikke, så sandt som syndere ikke af sig selv ved eller vil deres eget bedste. Derfor skal man ikke spørge dem, om hvad de synes relevant og vedkommende, men netop stræbe efter at forkynde korset for dem! For det er Guds “dynamis”, som alene kan sprænge det “hjertets hårdhed” (DS 167,4).

v19: Der står jo skrevet: De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.
Frelsen er på ingen måde betinget af menneskelig intelligens, der ofte i hovmod ophøjer sig mod Gud og derved forhærder sig endnu mere. Frelsen er helt Guds gerning af nåde ved Jesu død og kors i vort sted, hvor han råbte: “Det er fuldbragt!” Og den personlige tilegnelse af denne frelse sker alene ved troen, der er Guds gerning, som vi lærer i Katekismen: “Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft kan komme til Jesus Kristus min Herre eller tro på ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet...”

v20: Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?
Jo, når det gælder frelsens vej, spiller den menneskelige visdom og skriftklogskab fallit, som de blev det overfor den 12-årige Jesus i templet, ligesom de tidligere ikke havde fundet frem til kongen, der var født i Betlehem, skønt de kendte skrifterne. Og Paulus kan som ingen anden sige dette her, fordi han selv var en lært jødisk skriftklog, der ikke blot ikke havde troet på Jesus, men endog forfulgt den tro!

v21: For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.
Dette er Babelstårnet et tegn på. Ingen skal ved sin egen visdom og kraft kunne frelse sig fra Guds dom og vrede. For Gud vil frelse alle uden forskel. Derfor skal frelsen ikke bero på os, men alene ved den tro, som stoler på Guds løfte, der gives gennem den prædiken, som både i sin form og sit indhold er en dårskab for mennesker.

v22-23: For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.
For korsfæstelsen af Guds Messias er en dom over alle mennesker uden forskel. Så fortabte er vi, at intet mindre kan frelse os fra Guds forbandelse, end at hans egen Søn bliver gjort til synd og en forbandelse i vort sted. Så frygtelig og tilintetgørende er Guds dom, og så grænseløs stor er Guds visdom og kærlighed, at han ofrer sin Søn i vort sted for at gøre vores regnskab op med ham, så det fra korset kan forkyndes til alle uden forskel, at “Det er fuldbragt!” I 2 Kor 5 siger apostelen, at “Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres synder, men lod ordet om forligelsen lyde iblandt os: Den, som ikke kendte til synd, blev gjort til synd for os, for at vi skulle være Guds retfærdighed i ham. Det er et kors for al menneskelig fornuft og visdom, en forargelse og en dårskab.

v24: Men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.
I Jesus Kristus, den korsfæstede, både fries vi fra fortabelsen og lærer Gud at kende som den, der er fuld af nåde og sandhed (jfr Joh 1). Den visdom eller tro kommer af det, som høres og prædikes (jfr Rom 10). Og den er deres, som hører kaldet, tager imod og følger det; således som Katekismen siger, at “han har kaldet mig ved evangeliet, og således kalder, samler, oplyser og helliger han hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette ene tro.” (Art. 3).

v25: For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.
Det nytter altså ikke her at appelere til det, der blandt mennesker tager sig ud af noget vist og stort. Så lad os da ikke indbilde os, at vi kan gøre noget klogere og mere effektivt for at tiltrække mennesker end netop at satse på prædikenen og budskabet om Kristus som korsfæstet. For her er der frelse for alle, selv de i menneskers øjne og mening allerringeste.

v26: For tænk på, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme.
Hvorfor ikke? Vil Gud da ikke frelse de vise, fornemme og mægtige? Jovist, men de har som Luther engang siger, ofte for store hoveder! Og mennesket i sin visdom fatter ikke Gud i hans visdom. Sådan blev menigheden i Korinth som så ofte en menighed af små og ikke-ansete.

v27-29: Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skammen, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, det udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolte af over for Gud.
Hvilken forargelse og dårskab for alle og enhver, som tror, at de har noget at komme med. Men hvilken nåde og visdom for alle og enhver, som ved, at de over for Gud står med en lukket mund og absolut intet har at komme med! Og alle og enhver, som gennem evangeliet om den korsfæstede har hørt kaldet og derved er kommet til tro på Jesus som sin frelser og sin retfærdighed, ved, at dette skyldes alene nåden i Guds hjerte og hans evige udvælgelse. Hvilken frihed for den, der tror: Det er altsammen nåde. Det skyldes ikke mig eller os!

v30-31: Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os hos Gud, både retfærdighed, helligelse og forløsning, for at “den, der er stolt, skal være stolt af Herren,” som der står skrevet.
Soli Deo Gloria - Gud alene æren! Det er Skriftens vidnesbyrd, som al tro og forkyndelse skal prøves på, om den er sand eller falsk. I Jesus Kristus har du Guds retfærdighed, så du ved troen på ham er ren og retfærdig, hellig og værdig, ja forløst, som vi bekender i Katekismen: “Jeg tror, at Jesus Kristus... er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte menneske, vundet og erhvervet mig fra alle synder, fra dødens og Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed...”


Kapitel 2

v1-2: Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet ikke at ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.
Nu er alt dette ikke blot ord, hvormed apostelen vil holde konkurrenter borte. Men det var jo faktisk netop ved en sådan enkel forkyndelse, at de i Korinth havde erfaret Guds kraft til frelse. Og det var bestemt ikke fordi Paulus ikke kunne gøre brug af andre og smartere talekunster! Tværtimod var det et bevidst valg for ham ikke at ty til talekunst, som kunne tiltrække og bedåre og overtale. For da ville Guds hemmelighed forblive skjult som den, der alene åbner sig til frelse gennem forkyndelsen af Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Altså ikke en hvilken som helst Kristus-forkyndelse, som jo givetvis alle vil gå ind for, men den, der om og om igen sætter korset i centrum. Sådan vil mange vranglærere gerne tale meget om Jesus og Guds magt og kærlighed i ham. Men vil du vide, om det er evangeliet, du hører, siger Luther, så skal du lægge mærke til, om prædikanten taler om “omkostningerne”, nemlig hvad det kostede Gud at vise dig kærlighed: Hans Søns blod.

v3-5: Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånds og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Jeg har hørt om et altertavle med Johannes Døber, der peger på Jesus som Guds Lam. Men fingeren er så stor, at den fanger hele opmærksomheden. Sådan fører en evangelisk prædikant sig ikke frem, så mennesker fanges af ham. Han er, som Døberen siger, kun “en røst af en, der råber.” Og budskabet er: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29). For her er “Guds kraft”. Og bevis på, at det er Ånden, der virker, er at mennesker netop føres til denne tro på den korsfæstede Jesus som sin frelser og hele retfærdighed!