Prædiken til Marias bebudelses dag

DU ER GUD VÆRD

Mariae Bebudelse (II) Kbhv 2008 - Salmer: 24, 83, 63; 89, 55

Lukasevangeliet 1,46-56
Da sagde Maria: “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed - som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid, sådan som han lovede vore fædre.” Maria blev hos hende henved tre måneder og vendte så hjem.

Hvad er livet værd?
Hvorfor er vi her? Hvorfor lever vi? Er det overhovedet noget værd at være dig og mig? Vi fødes og dør, fødes og dør, fødes og dør? Hvilken værdi har livet? Årligt dræbes små 20.0­00 børn i mors liv. Der tales om retten til at standse livet for sig selv og andre. Andre holdes i live uden håb. Altså: ­Hvad er livet værd? Hvad gør det værd at leve? Og hvad er vi værd for Gud?

Marias bebudelse svarer
Ind i denne verden synger Maria: Min sjæl ophøjer Herren... Thi den mæg­tige har gjort store ting mod mig! Det store for Maria er, at Gud har ladet hende blive mor. Det er et enestående under. Sådan er det, hver gang et foster dannes. Da har den Mægtige helliget et kvin­delegeme til værk­sted for sin fineste gerning. Da gentager Gud underet fra begyndelsen, hvor Guds skabte men­nesket til sit fællesskab. Hver eneste undfangelse virkes af den velsignelse, som Gud gav de første men­nesker: “Bliv frugt­bare og talrige” (1 Mos 1,28­). Alle er vi vævet ud af Guds hjer­te for at være hans elskede for evigt. Alle kan vi synge: Den mæg­tige har gjort store ting mod mig.
Fra Gud lyder et uforbeholdent Ja til os fra første øjeblik; som David siger: “Du har dannet mine nyre­r, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er under­fuldt skabt. Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom” (Sl 139). Med Den lille Katekismus kan du sige: “Jeg tror, at Gud har skabt mig!” Han vil mit liv. Derfor er jeg her. Jeg er måske ellers ikke meget værd; men jeg er Gud værd. For han har skabt mig til sin kærlighed og sit fælles­skab! Livet kan blive tungt, og du hører ekkoet af Jobs klage: “Var jeg blot aldrig født! eller blevet en abort!” (Job 3,16). Men altid er du skabt af Gud og dannet til at kende ham og leve af hans kærlighed. Du er Gud værd!
At modtage sådan et lille menneske, skabt af Gud til at være hans elskede er uendeligt stort. Som forældre kan man blive så små: Hvor­dan går dog det til, at Gud bruger mig til at sætte sådan et liv i verden? Og hvordan vover jeg? Hvad jeg dog giver det med af arveanlæg! Og hvad det siden får med fra min opførsel! Aller værst det onde, syndens forfærdelige rod, som går i arv, så vi må sige med David: “Jeg er født i mis­gerning, min mor undfanged mig i synd” (Sl 51,7). Så frygtelige følger det kan få: Kærlig­hedsløshed og angreb på livet. Indbrud i ægteskab. Og udbrud af ægteskabet. Enlige mød­re. Fædreløse børn. Misbrugte børn. Forhold, som børn må betale dyrt for. Og alt dette er synd imod Gud. “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig?” (Rom 7).

Marias lovsang svarer
Min ånd fryder sig Gud min frelser. Det er det, vi fejrer i dag, at Gud, vores skaber også vil være vores frelser. Sådan vil han være hos og med os fra første stund af. Derfor lader han sin Søn blive undfanget og født som en af os. Apostelen Paulus taler om at vi er trælle. Og så siger han: “Men i tidens fylde sendte Gud send­te sin Søn født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skul­le få barnekår” (Gal 4,4). Gud vil være en frelser for os både fra arvesynden og gerningssynden. Det er så stort, at vi altid må have det med vores bekendelse af troen på Jesus, at han er “und­fanget ved Helligånden.” Han er frelser fra al synd. På grund af ham, som gør sig et med os og dog selv er uden synd, er vi midt i al synd dog Gud værd!
Maria sagde i troen ja til denne frelse. Derfor er den kommet til os. Derfor husker vi også i taknemlighed Maria, når vi bekender troen på Guds Søn “født af Jomfru Maria.” Hvor vidunderligt, at hun trodsede alt besvær, og tog imod dette nye liv, Guds Søn! Derfor takker vi Gud på en særlig måde for Maria og hendes tjeneste; som hun synger: Herefter skal alle slægter prise mig salig. Ikke fordi Maria er noget særligt; men, som hun siger, fordi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Sådan er Maria troens store eksempel ved at sige Ja til livet fra Gud og rose sig af hans gerning. Og midt i den ellers så mørke fastetid tager vi i dag den hvide liturgiske farve. Fordi vi høre­r, hvor­dan Gud siger Ja til os midt under synd og forbandelse ved at komme til os. Så meget er vi værd!
Her har du, hvad kristendom er. Alle andre religioner taler om, at mennesker må løfte sig op til Gud, bedre sig, ofre og gøre bodsø­velser, om de vil gøre sig håb om at slippe for deres skyld og vinde Guds behag. ­Evangeliet er, at Gud kommer til os og siger Ja til os, lige præcis hvor vi befinder os. ­­­Blan­dt syndere, som uden undtagelse er født og kommet til verden uden tillid til Gud men med begær og ond lyst. Her bliver Guds egen Søn et sandt og virkeligt menneske. Hebræerbrevet siger: “Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham mag­tesløs, der har dødens vælde - Djævelen - og udfri alle dem, som hele deres liv havde levet i frygt” (Hebr 2,14). Og -

Vi svarer: Vi er Gud værd!
Det skete, jubler Maria­, for­di han husker på sin barmhjertighed, som han havde for­udsagt - til Eva­: “Kvin­dens afkom skal knuse slan­gens ho­ved!” - til Abra­ham: “I din slægt skal alle jordens slægter velsignes” - til Esajas: "Jomfruen bliver gravid og føder en søn, som hun kalder 'Gud med os'.” Jamen, det er jo umuligt! Javist. Alt her er umuligt: At en jom­fru bliver gravid uden mand. At et menneskebarn født som alle andre er Guds evige Søn. At Gud bliver en af os under al vor forbandelse og siger JA til os, uan­set hvad. Det er altsammen umuligt! Mari­a spørger: “Hvor­dan skal det gå til, jeg har jo ikke været sammen med nogen mand.” Og hun får svaret: “For Gud er ingenting umuligt!” Da sker det. Og Maria juble­r: Han har set i nåde til sin ringe tjenerinde.
Vi kan tænke, at det var let for Maria. Men det var det langtfra. En pige i hendes situation kom dengang under hård anklage og risikerede i værste fald at blive dræbt Og hvem ville tro på den med Helligånden, at fosteret i hendes moderliv var Guds? Nej, det er ingen ønske­stilling for Maria at leve i, ikke noget hun havde drømt om. Hun så sin ring­hed. Alt kunne hun miste ved dette. Og hvordan skulle hun den ringe kun­ne bære og føde den Mæg­tiges Søn. Det så umu­ligt ud. Men det ske mig efter dit ord. Og da skete det umulige, at Guds Søn fra evige blev en menneskesøn, som vi bekender i Katekismen: “Sand Gud født af Faderen i evighed og sandt men­neske født af Jomfru Maria.” Uden jordisk far. Udenfor ægteskab. Under­kastet hån og spot i Marias moderliv som et “uægt­e” barn...
I Jesus er Gud trådt ind i vores histori­e for at sige Ja til hvert eneste menneskes ret til at leve med Gud. I Jesus er han hos hver ene­ste en af os, som er undfanget og født i synd, for ved dåben og troen på ham at give os barnekår. Sandelig, det er værd at fest for! Og nogle har foreslået, at man gjor­de denne dag til den krist­ne julefest. Så kunne vi koncentrere os om dette store under i tak for at Gud fra vort livs første begyndelse har sagt Ja til vort liv ved at blive und­fanget ved Hel­ligånden i Jomfru Marias moderliv.

Vi er Gud værd.
Hvordan sker det? Hvordan får vi dette liv? “Hel­ligånden skal komme over dig” var svar­et til Maria. Derfor beder vi: “O Herre Jesus, lad din ånd mig kraftig overskygge! Bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!” Sandelig, da er det værd at leve og være os.
Og hun blev hos Elisabeth i 3 måneder. Der var jo også nok at samtale om, ikke sandt!? Tænk: Vi er Gud værd! Amen.