Prædiken til Palmesøndag

SE, DIN KONGE KOMMER TIL DIG!

Palmesøndag (II) Kbhv 2008 - Salmer: 150 72 68; 73 455

Zakarias 9,9-12
Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender. For dit pagtsblods skyld slipper jeg dine fanger løs fra cisternen, hvor der ikke er vand. Vend tilbage til borgen, I fanger, der har håb! I dag er der en, der forkynder: “Jeg giver dig igen i dobbelt mål.”

Det er forventningstid
Som når brudgommen sidder i kirken og venter på sin brud. Og tiden trækker ud og trækker ud. Menigheden begynder at røre på sig. Stemningen bliver tryk­ket. En hviskende sum­men breder sig. Og brudgommen kender sig mere og mere ensom og forladt.

Da endelig spiller musikken
Og stemningen ændres... Dér sad folket i Jerusalem på profeten Zakarias’ tid. Dér sad det på Jesu tid: Ikke som en brudgom, men som en brud med sine indbyggere i venten på sin befrier. For folket var hærget og splittet, undertrykt og uden egen konge. Og hvordan er det med menigheden, hvor du befinder dig? Du, som i dåben er blevet trolovet med Krist­us i forventning om, at han vil komme og give dig frihed. Måske du kender dig igen i denne venten? Du troede, det skulle være en fest at være med i den krist­ne menighed. Men nu mærker du ensomheden under presset udefra. Kirke- og menighedsopbygningen skuf­fer og står i stam­pe som på Zakarias’ tid. Hvad bliver det til? Hvad er det altsammen for noget?
Da spiller musikken! Nu igen, som på Zakarias tid og ved Jesu indtog i Jerusalem. Den siger dig: Du er ikke glemt, omend det trækker ud. Rejs dig, du undertrykte og ensomme, indestængte og fortvivlede, frustrerede, håbløse, mistrøstige og anfægtede! Og syng nu med på den glade melodi: “Hosianna! Hosianna! Hosianna! synger vi Guds Søn. Pris og ære være dig, du Guds-kongen fra Him­merig! Hosianna...” Bliv blot ved at synge. For han er på vej til dig for at sætte dig i frihed. Profeten ser det forud, som klok­keren i kirketårnet ser bruden og begynder at kime. Sådan tilråber profeten sin trængte menighed: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af glæde Jerusalems datter! Hvem du end er, som er med i denne menighed, du er husket af Gud.
Præludiet er stort og højtideligt. Og det spilles lang tid forud, for at du skal være klar og synge med når han kom­mer; som det lyder i en gammel salme: “Menighed, menighed! O, vær beredt. Se, din konge kommer. Gå ham imod! Gå ham imod! Gå ham imod glæde!” Og hør, du der ikke ved, hvor­dan du skal: Se, han kom­mer til dig! Løft dit nedslåede blik og åbne dine navlebeskuende øjne. Og se! Se, hvordan han kommer til dig, ham, som du i dåben blev trolovet med for at være hans for evigt. Retfærdig og sejrrig. Han bringer retten til sejr over al det, som ødelægger dit liv og skiller dig fra Guds rige og hans herlighed. Han løser dig af alt det, som du ikke kan løse dig selv fra. Han fører retten til sejr og vinder fred for dig.

Se, han kommer til dig!
- forkynder Zakarias for menigheden på sin tid; som evangelisterne forkynder det for den menighed, som fejrer Jesu indtog i Jerusalem. For det skete, for at det skulle gå i opfyldelse: “Se, din konge kommer til dig!” (Matt 21,4). Se! Du må se det i profetiens lys. Se med ørene. Ellers ser du ikke, at han er din konge. For han kommer sagtmodig, dvs som en, der er i nød, fattig og træn­gende. Han kommer til dig som dig selv; under dine byrder og dit kors. Så ussel er han, at ingen kan føle sig for sølle til ham! En anden profeti siger: “Se, min tjener. Det knæk­kede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke” (Es 42,1-3). Han kommer som tjener til den, som lyset er gået ud for. Og han kommer til den, der er knæk­ket håblø­st sam­men.
I Jesus får Zakarias’ profeti kød og blod, da han kommer ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Hvad så mon menigheden i æsle­t? En antihelt, sådan som romerne nok så Jesus? Eller så de et freds­tegn i, at han kom på et æsel og ikke på en strids­hingst? I hvert fald er det fred, han vil. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem. De to dele af folket, som så ofte havde bekriget hinanden og havde gjort sig til Guds fjender. Der­med siges, at frelse og fred ikke kom­mer af vore gerninger og kræf­ter. Fred med Gud får du ikke ved, at du tager dig sammen og kæm­per. Du får det alene ved, at din konge kommer til dig og tjener dig! Og ved, at du hylder ham som Herren, der ydmygede sig til at komme til dig og give dig fred ved at dø under Guds vrede for dig!
Han udråber fred til folkene! Han bringer den til alle fjender ved sin tale, med­deler det som en fuldbyrdet kends­gerning. “Hans ord stifter fred” kan det også gengives; eller: “Til dem skal han tale fred!” Som englen julenat forkyndte: “Fred på jorden!” Og som den opstandne påskemorgen hilser: “Fred være med jer!” Sådan lyder Zakarias’ “prælu­dium” så længe forud for jul og påske. I Jesus bliver det virkelighed, som apostelen Paulus siger: “For han er vor fred.­.. Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær” (Ef 2,11-18). Fred med Gud, altså. Et budskab om forligelse og forsoning med Gud til alle hans fjender og syndere mod hans bud. Det kommer din konge til dig og forkynder. Ja, han er selv den fred. For straffen til Helvede for vore synder kom over ham i vort sted. Derf­or rider han på et æsel til Jerusalem.

Jeg giver dig igen dobbelt!
Hvem er det, der begunstiges så rigeligt? Jo, det er den menighed, som Herren har sluttet pagt med. Det er dem, der for deres synders skyld er som fanger i en vandløs brønd uden kraft og evne til at kunne løfte sig selv op. Det er dem, der for deres synders skyld har fået Gud til fjen­de, og må klage som David: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Hvis du Herre vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre?” Og det er dem, der ikke ved anden redning end netop Gud: “Men hos dig er der tilgivelse... Jeg håber på Herren, min sjæl håber ; jeg venter på hans ord, men sjæl venter på Herren...” (Sl 130).
Netop her, du arme Zions datter, kommer din konge til dig, hvor du må råbe: “Jeg elendige, hvem skal fri mig?” Her forkynder han: For dit pagts­blods skyld slipper jeg dine fanger løs, fra cisternen, hvor der ikke er vand! Dér, hvor ingen anden redning er mulig! Her har du frihed for dit pagtsblods skyld. Mellem Gud og Zions datter er der en pagt, som siger: Hold Guds bud, så skal du leve! Men gør du det ikke, skal du dø! Her er vi spærret inde som fanger og altid under anklage. Men da Moses gav folket denne pagt, bragte han også et slagtoffer. Og blodet stænkede han på alteret og folket og sagde: “Det­te er pagtens blod, den pagt, som Herren har sluttet med jer” (2 Mos 24,8).
Det var et tegn på det blod, som Gud selv ville udgyde som et offer for al den synd og over­trædelser af hans lov og bud, som vi mennesker begår. For “der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22). Se, derfor rider han ind i Jerusalem på et æsel: Ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og sætte sit liv for at udslette synden én gang for alle. Og du hører ham råbe fra korset: “Jeg tørster!” Han lider for at løse dig fra cisternen, hvor der ikke er vand. Og som Jesus på korset siger til en angrende røver: “I dag skal du være med mig i Paradis!” Sådan lyder det til Zions datter: Vend tilbage til borgen, I fanger, der har håb! Nu kan du leve og dø med håb hos Gud som din borg!

Se, nu kommer han til dig
I dag er der en, der forkynder: “Jeg giver dig igen i dobbelt mål.” Han er din Gud, der har gjort regnskabet op med din konge. Og han ikke alene tilgiver dine synder, men giver også et evigt nyt liv. Nu siger han: “Jeg er din!” Skulle du ikke svare ham tilbage: “Jesus, så er jeg også din!” Og han kommer til dig og giver dig fred. Amen.