Bibelundervisning i Svendborg - II

Gennemgang af Paulus' 1. brev til Korintherne (II)
ved pastor Vagn Lyrstrand
Fredag den 7. marts kl. 14.30: 1. Korintherbrev kap. 2 og 3
Skallen, Møllergade 99, Svendborg
Undervisningen er åben for alle interesserede.

NB Se gennemgang af kapitel 1 længere nede på bloggen (her).


Paulus’ første brev til Korintherne - II
Svendborg, foråret 2008

Kapitel 2
v1-2: Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed [eller: vidnesbyrd; gl.ov.] for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke at ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.
I Korinth havde de erfaret Guds kraft til frelse gennem Paulus enkle forkyndelse af Jesus som korsfæstet. Bevidst havde han fravalgt al klog talekunst. For Guds hemmelighed åbner sig alene til frelse gennem Guds vidnesbyrd om Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Her duer ikke en hvilken som helst Kristus-forkyndelse, men alene den, der om og om igen sætter korset i centrum. Vranglærere kan tale meget om Jesus og Guds magt og kærlighed i ham. Men vil du vide, om det er evangeliet, du hører, siger Luther, så skal du lægge mærke til, om prædikanten taler om “omkostningerne”, nemlig hvad det kostede Gud at vise dig kærlighed: Hans Søns blod.

v3-5: Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Jeg har hørt om en altertavle med Johannes Døber, der peger på Jesus som Guds Lam. Men fingeren er så stor, at den fanger hele opmærksomheden. Sådan fører en evangelisk prædikant sig ikke frem, så mennesker fanges af ham. Han er, som Døberen siger, kun “en røst af en, der råber.” Forkynderens person er i den forstand uvedkommende og kan gerne glemmes. Det handler ikke om talegaver, men om Guds nådegave i evangeliet. Og her er budskabet: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29). For her er “Guds kraft”. Og bevis på, at det er Ånden, der virker, er at mennesker netop herigennem føres til troen på den korsfæstede Jesus som deres frelser og hele retfærdighed!

v6-7: Dog, visdom taler vi om blandt de fuldkomne, men ikke en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere.
Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.
Vi kan tale meget vist og klogt og dybt om den kristne tro, som f.eks. om Guds forudbestemmelse og udvælgelse. Det er blot ikke en visdom, der springer ud af den menneskelige tanket. Vi kan heller ikke appellere til fornuften og sige: “Jamen, du kan da nok se!” Nej, ingen kan fatte som fornuftigt, at der er i evangeliet om Jesus som korsfæstet er tale om en visdom i Gud fra evighed af. Det vil og kan alene de, der er fuldkomne i troen, kunne begribe. For alle andre er det en hemmelighed, skønt evangeliets indhold er offentligt. Den evige visdom til frelse for enhver har jo fået kød og blod i den historiske Jesus og i forkyndelsen om ham og hans gerning i liv, død og opstandelse. Den er altså for så vidt åbenbar, men uden Guds Ånds gerning kan den ikke bebgribes.

v8: Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre.
Hvem kan med øje og tanke fatte Guds visdom på Golgata?! Nej, da! Det er og bliver for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab! Ja, for alle verdens store, og dem, som vil være store, fordi denne verdens fyrste og åndelige herskere har slået dem blindhed. Men korset er for evigt deres nederlag. Og de havde da ikke korsfæstet ham, om de havde kendt denne Guds visdom.

v9-10: Men som der står skrevet: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham” det har Gud åbenbaret os ved Ånden.
Det er præcis som Luther forklarer i Katekismen i artiklen om Helligånden, at “jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan komme til Jesus Kristus min Herre eller tro på ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.” Og evangeliet er jo netop i sin kerne budskabet om Jesu Kristi lidelse og død i vores sted. Men hvem har nogen sinde i verdens og tankens historie set eller hørt, at den almægtige Gud åbenbarer sig sådan? Hvem ville i søgen efter Gud komme på at lede efter ham i et korsfæstet menneske? Den visdom gives alene ved Guds åbenbaring til dem, der elsker ham. Og det er Helligåndens gerning ved og gennem evangeliet, som netop er Ordet om korset.

v11-13: Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds Ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom lærer os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Der er. som Paulus skriver i Romerbrevet, “ ingen, der søger Gud” (Rom 3,11). Vi kender til hans eksistens og almagt, som kalder på ærefrygt og rædsel; men kende ham i hans inderste, som han i sandhed er, og så vi søger til ham i til tro som hans børn, kan vi ikke. Hertil må vi komme under Guds Ånds tiltale. Hvordan sker det? Ved det apostoliske budskab, sådan som Herren før sin død lovede at sende: “Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt” (Joh 14,26). Sådan bad han i sin ypperstepræstelig bøn i apostlenes nærvær “for dem, som ved deres ord tror på mig” (Joh 17,21). I Romerbrevet siger apostlen: “Så kommer da troen af det, som høres, og det som høres, i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17). Derved bliver vi åndelige, så vi kan kende Gud i hjertet som vores kærlige Fader. Og “Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8,16). Anderledes med det naturlige menneske, der ikke har Ånden:

v14: Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.
Derfor nytter det ingen verdens ting at appellere til menneskets fornuft med menneskelig visdom, logik og talekunst. Der må skabes et modtage-apparat for det åndelige, før det åndelige kan modtages og forstås. Og det sker alene ved Åndens gerning i evangeliet. Det nytter ikke at spørge mennesker, hvad de tænker, de har brug for og søge at imødekomme de tanker. For mennesker tænker ikke Guds tanker, så de kan fortælle ham, hvad de har brug for. Det forholder sig modsat!

v15: Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for “hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?” Men vi har Kristi tanker.
Jo, for ved ordet om Jesus Kristus har Guds Ånd har lært os at kende, hvad der bor i Gud. Vi ved, hvad Gud tænker, hvordan han er sindet, og hvordan hans ånd er. Ikke udfra vores fornuft, ej heller udfra vores følelser, oplevelser og åbenbaringer, som har indviet os i hemmeligheder, der ikke er offentligt tilgængelige. Nej, vi ved det af det, som reformatorerne kaldte for “det ydre ord”. Og til det ydre ord, som er indgivet profeter og apostle ved Helligånden, er prædikenen om Kristus, og det som korsfæstet, nøglen. Derigennem får vi - føler det vel næsten for dristigt sagt! - Kristi tanker, sind og ånd! - Men da er jo også Ordets forkyndelse helt afgørende!

Kapitel 3
v1-3a: Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker: jeg måtte tale til jer som kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker.
Sådan var det, da Paulus kom til dem som evangeliets sendebud. Da kunne han ikke prædike visdom som til de fuldkomne. Man han måtte made dem som nyfødte, der må næres med den lettest fortærbare føde for at de overhovedet kan overleve fødselen og voksede videre. Og forkynderen må som en forvalter se nøje til, at han giver, hvad der er brug for. Han må ikke blot se på budskabet, men også på dem, det skal bringes til, at de får det, som de kan tåle, for at troen kan leve og vokse! I en sang siges: “Fortæl det gamle budskab... som til et lille barn!” Javist, men det skal da ske, for at vi ikke skal blive ved at være børn! Og det vurderer Paulus med beklagelse, at korintherne stadig er.

v3b-4: For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når en siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker?
Svarene er klare! Sandelig det er ikke tegn på åndelig modenhed; men det er kødeligt, når det er forkynderens personer og stil, man er optaget af. Endnu kødeligere er det, når det medfører splid og partier, så man ikke går i kirke for at høre Guds ord, men man spejder i gudstjenestelisten efter at høre en given forkynder! Da er der noget galt. For slet ikke at snakke om, hvis det medfører indbyrdes misundelse! Den slags hører ikke hjemme i en kristen menighed og blandt kristne. Det er bestemt ikke åndeligt, men derimod kødeligt at opføre sig sådan.

v5: Hvad er Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav.
Det er jo Jesus alene, der er Herren, som virker og giver troen gennem de redskaber han, har udvalgt og kaldet. Og hvad man alene skal være optaget af, er at forkynderen fuldfører sin Herres kald og bringer hans budskab, sådan som Herren har udrustet den enkelte. Så kan de siden have hver deres opgaver og styrker, men kaldet og tjenesten er én. Spørg ikke efter hvem og hvordan forkynderne er, men om, hvad de forkynder og bringer!

v6-9: Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.
Troen og menigheden blev plantet ved evangeliet. Og ved det samme evangelium blev planten holdt i live. Om det er den ene eller den anden, der formidler evangeliet, gør ingen forskel. De, der gør det, er ét, et redskab i Guds hånd. Det er Gud alene, der skal takkes og æres, som den der giver liv på kirkemarken og tager bolig i kirkehuset. Forkynderne og menigheden er ikke deres egne, men begge er Guds. Og lønnen sørger han alene for at tilmåle.

v10-11: Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.
Det er, som Herren sagde til Peter, da han havde bekendt Jesus Kristus og Guds Søn: “På den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt 16,xx). Og vi synger: “Guds kirkes grund alene er Kristus, Gud og mand; den er ej bygt af stene, men skabt ved ord og vand.” (DS 286). Og når som helst det sker, er og skyldes det Guds nåde. Vigtigt er da blot, at der på den grundvold bygges med ordentlige materialer. Ikke alt er lige godt.

v12-15: Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.
Kirken bygges alene på nådens grund, som også er frelsens ene grund. Og alt det, der bygges, som svarer til nåden, vil bestå som en løn for den, der bygger. Men alt det, der ikke svarer til nåden vil forgå, som dårlige materialer fortæres af ilden, så grunden alene er tilbage. Hvad Paulus tænker på, er næppe til at tage fejl af: Alt det blikfang, som man vil tiltrække mennesker med, er som brandbart byggemateriale. Det dommedag skal klare. Lev og arbejd med regnskabsdagen for øje!

v16-17: Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.
Ja, hvor ofte glemmes ikke netop det i en kirkes og menigheds bestræbelser på at være folkelig og tiltrækkende. Hvor ofte spørger vi: Hvordan kan vi holde gudstjeneste og prædike, så det står alle klart, at her er vi i den hellige Guds nærvær, at han taler og har med os at gøre? Den kristne kirke og menighed er ikke en fri forening af mennesker, som kan gøre, hvad de vil; den er tværtimod Guds skabning og bolig! Derfor kan Paulus siden sige, at gudstjenesten må forme sig på en måde, så en fremmed, der kommer ind, må “falde på sig ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer!” (1 Kor 14,25). Og for at det kan ske, må der prædikes klart og tydeligt.

v18-20: Ingen må bedrage sig selv. Hvis nogen af jer mener at være vis i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vis. For denne verdens visdom er dårskab for Gud - der står jo skrevet: “Han fanger de vise i deres snedighed,” og igen: “Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme.”
Paulus knytter tilbage til 1,18-25. Med verdens visdom efter fornuften vil vi ikke begribe Guds Ånds gerning, men derimod hindre den. Vil vi drive kirkeligt arbejde efter verdens visdom, bygger vi med halm og hø.

v21-22: Derfor må ingen være stolt af mennesker. Alt tilhører jo jer, enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer - alt tilhører jer.
Som kristne er vi jo ved troen og dåben både døde og opstandne med Kristus, og vores “liv er skjult med Kristus i Gud” (Kol 3,1-3). Alle dage er han med os, som har al magten i himlen og på jorden (Matt 28,20). Han har til sin troende og bekendende kirke på jorden givet nøglemagten til at løse mennesker af deres synder, så de dermed også løst derfra i himlen (Matt 16,13-20). Og han har indsat en Ordets tjeneste og givet sin kirke tjenere til give enhver sin rette føde i rette tid (Joh 20,21-23; 1 Kor 4,1-2; Ef 4,11; ApG 20,28). Men her handler det ikke om disse personer, men om deres tjeneste i Herrens navn og sted. I må da ikke anse dem som jeres herrer, for jeres Herre er én eneste, Jesus Kristus. Og i ham er I blevet rige på alt.

v23: Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.
Ordret på græsk står dér: “Men I er Kristi, og Kristus Guds!” Og vi kan synge og glæde os: “Jeg er ej mer min egen, jeg hører Kristus til. Han har mig købt med blodet, og hans jeg være vil.” Og Kristus handler det da om i alt kirkeligt arbejde: At han kommer i centrum ved en prædiken, der har hans gerning som vores stedfortræder på korset som det, der uafladeligt vendes tilbage og henvises til. Det skal man prøve prædikenen og prædikanterne på, efter Johannes Døber, der sagde: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre!” (Joh 3,30); og: “Se Guds Lam, som bærer verdens synder!” (Joh 1,29)- For dér, og dér alene er Guds kraft til frelse. Og derved alene virker forkyndelse med Ånd og kraft som bevis - nemlig ved at gøre mennesker til syndere, der må rose sig af nåden alene.

Vagn Lyrstrand