Prædiken til Langfredag

JESUS I MIDTEN

Salmer: 167 165 166; 169 189

Fra vor Herres Jesu Kristi lidelses historie
Også to andre, to forbrydere, førtes ud for at blive korsfæstet sammen med ham. De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra; men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og de korsfæstede ham og sammen med ham to andre, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side, med Jesus i midten. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: “Og han blev regnet blandt lovbrydere.”

Jesus i midten
Sådan var det bogstaveligt ved på Golgata. Men dermed peges også på midten i evangeliet og al frelsende tro, som Paulus skriver til korintherne, at han “ikke ville vide af andet end Jesus Kristu­s, og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2).
Hvor det passer til scenen med de 3 kors på Golgata: De to forbrydere og Jesus i midten som centrum for alle tilskuernes op­mærksomhed i Jerusalem. Her er centrum for hele verdens historie, som indbefatter alle mennesker fra den første til den sidste. For på dette kors i midten opfyldes alle Skriftens løfter om frelse for lovbrydere, som han senere råber: “Det er fuld­bragt!” Og “ordet om korset er Guds kraft til frelse for enhver, som tror­.” Men for jøder er det en forargelse og for hedninger en dårskab. Ved Jesu kors deles vandene - dengang som nu og indtil verdens ende. Også det minder de to kors med Jesus i midten om. Og vi spørges: Hvor står du?

Også to forbrydere, førtes ud for at henrettes sammen med ham. Mellem forbrydere skulle han kors­fæstes. Han havde jo også været ven med toldere og syndere. Og de skulle ikke korsfæstes alene, men sammen med ham. Hvilken stærk forkyndelse! Jeg hører i mit bryst: “Der er ingen forskel, for alle har vi syndet og mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,21). Og­så du og jeg er lovbrydere. Men forbryderne førtes ud for at kors­fæstes sammen med Jesus! Martin Luther siger: “I det ydre øjner du intet smukt ved ham. Du ser jo hvor skændigt og jammerligt han hænger dér. Men se ham ind i hjertet. Og du vil finde et smykke og en skat, som du aldrig kan takke ham nok for.”
I det ydre forargeligt og tåbeligt. Her føres tre mænd til korset, så der i det ydre ikke er nogen forskel at se. Og Jesus i midten gør ikke modstand. Han søger ikke at rive sig løs fra “selskabet”. Han opildner ikke sine tilhængere til at kæmpe for sig, øve terror og sætte ild til romernes borg og ypperstepræstens gård. Måske de to forbrydere netop var straf­fet for med vold at ville indføre et eller andet gudsrige. Også Jesu nærmeste disciple havde tænkt, at dette er for galt. Én greb til sværd, men fik svare­t: “Stik sværdet i skeden!” Og til Pilatus havde han sagt: “Mit rige er ikke af denne verden.”
Og to forbrydere førtes ud for at blive henrettet sammen med ham. Med Jesus i midten. Dér er han konge. Dér er hans rige... Og:

De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. Måske det var en klip­pe med form som et kranium; eller hed det sådan, fordi mange hoveder rullede her. Her gøres der op med lovovertrædelser. En stærk forkyndelse af, at “syndens løn er død” (Rom 6,23). Og her førte de ham ud, fordi de havde hørt ham gøre sig selv Gud lig og lade sig kalde Guds Søn. Hvor forargeligt og dåragtigt! Nu kan alle se det, da han føres til retterstedet: Hvordan kan man tro og tilbede ham som sin Herre og Guds Søn? Muslimerne, der anser Jesus som en stor profet, benægter da også, at han blev kors­fæstet! De ortodokse håner også tanken om en Gud, der gør sin Søn til synd og straffer ham i vrede over os som en forbrydere! Det er dog for skrapt! Og -

De ville give ham vin krydret med myrra; men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Meningen var, at det skulle dulme de korsfæstedes værste smerter.­ Måske også for at dæmpe skrigene. Vi holder også gerne dette på afstand, at døden er syndens løn! Men Jesus vil ikke have denne bedøvelse. Her skal intet dulmes. Han vil lide korsets død ved fuld bevidsthed. Det er afgjort, da han i Getsemane bad: “Far, tag dette bæger fra mig. Dog ske din vilje.” Og Guds vilje er, at han skal drikke vredens bæger til sidste d­råbe! Han ved det og vil det! Med fuld bevidsthed vil han tømme Guds vredes bæger over alle syndere, som han også straks efter beder ved fuld be­vidsthed: “Far, tilgiv dem. For de ved ikke, hvad de gør!” - Hvilken stærk forkyndelse til enhver anfægtet: Jesus på korset i midten er ikke bedøvet for noget af det, som du lider. Han har tømt dette bæger til sidste dråbe ved fuld bevidsthed!

Og de korsfæstede ham. Ved fuld bevidsthed; som han også ved fuld bevidsthed havde sagt: “Nu går vi til Jerusalem, og Menneskesønnen skal korsfæstes.” Disciplene søger at hindre det. Men han vil det. Derfor må de korsfæste ham. Korset er ikke dyd, men dåd. Det havde han sagt meget bevidst: “Men­neskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Aftenen forinden havde han også arrangeret påskemåltidet og givet dem pantet på den frelse, han nu skul­le bringe, da han rakte dem brød og vin med ordene: Dette er mit legeme og blod, som gives og udgydes for jer.”
Og de korsfæstede ham. Det skete efter Faderens og Sønnens vilje. De agerede som uvidende redskabet for Guds vilje. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os,” (2 Kor 5,21). Det forkyndes så stærkt med beskrivelsen af, hvordan de korsfæstede ham sammen med to andre. Han er korsfæstet midt i alle andres synd; den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Han alene vidste, hvad der skete. Med disse hænder havde han mæt­tet sultne, lægt syge, velsignet små og oprejst døde. På disse fødder var han gået rundt for at forkynde nåde og fred til fortabte
Disse nådens hæn­der og fødder er nu naglet til træet, der rejses i et hul på retterstedet udstillet som en Guds forbandelse efter Skrif­tens ord: “For­bandet er enhver, der hænger på et træ” (Gal 3,13). Her hænger Jesus, legemlig­gørelsen af Guds retfærdighed som ikke kendte til synd, mellem forbrydere i midten som den værste! Hvil­ken dårskab og forargelse, at tro og tilbede ham som sin Gud. Men for os, som tror, er jo netop denne Jesus Kristus, og det som korsfæstet, Guds kraft til frelse, håb og opstandelse.

Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: “Og han blev regnet blandt lovbrydere.” Her er trøstens evangelium for alle os ved siden af ham, Jesus i midten. Vi er som de to andre alle uden forskel syndere og lovbrydere. Men Jesus i midten er ingen synder. Han er ikke skyldig til den død og forbandelse, som han lider. Men han blev “regnet” blandt lovbrydere. Og den, der regnede, er Gud. Det siger Esajas, som også skriver: “Vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennem­boret for vore overtrædelser og knust for vore synder.­.. Herren lod al vor skyld ramme ham!” (Es 53).
Og dér fra korset i midten råber Jesus ene af alle og for alle: “Det er fuldbragt!” Alt er betalt. Straffen er sonet og Gud forsonet. Og du, som hører det og tror det: “Du skal være med mig i Para­dis.” Sådan er ordet om korset Guds kraft til frelse. For det forkynder, at Jesus som vores stedfortræder i dommen bytter vores synd med sin retfærdighed. Derfor lyder evangeliet til højre og venstre til alle syndere i verden: “Det var Gud, der i Krist­us forligte verden med sig selv, og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 Kor 5,19f).

Regnskabet er gjort op. Du er frikendt. Kors og grav forkynder, siger apostelen, at “Krist­us blev givet hen på grund af vore synder og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse!” (Rom 6,25). ”Så er vi altså Guds udsendinge i Kris­ti sted... Vi beder på Kris­ti vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,20-21). Sådan er Ordet om korset med Jesus i midten Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Så bliv ikke som den ene forbryder i synden. Men sig med den anden: “Dette er, hvad jeg har fortjent. Men Jesus husk mig!” Og du skal være ­hos ham for evig­t! Amen.