Prædiken til 1. søndag efter påske

KAN EN FORNÆGTER KOMME TILBAGE?

1. s. e. Påske, Svendborg 2008 - Salmer: 198 372 388 175; 293 55

Prædiketekst: Johannesevangeliet 21,15-19
Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere, end de andre gør?" Han svarer ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vogt mine lam!" Han spørger ham igen for anden gang: "Simon Johannes' søn, elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vær hyrde for mine får!" For tredje gang spørger han ham: "Simon, Johannes' søn har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" Og han svarede ham: "Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham: "Vogt mine får. Sandelig, sandelig, siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel skal du række hænderne ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil." Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham!"

Er der en vej tilbage?
Søndag efter påske er, om jeg så må sige, “dagen derpå”. Her sættes fokus på gammel synd. Hvad skal man gøre, hvis man har fornægtet Kris­tus? Hvad skal en discipel gøre, der har vendt Frelseren ryggen og frakendt sig ham med en ed? Kan en sådan komme tilbage og bruges til noget?

Ja, der er vej tilbage fra al synd!
Jesus bar jo alle synder. Derfor døde han: For vore synders skyl­d. Og hør: Han er opvakt for vor retfærdiggørelses skyld. Gud har gjort vort regn­skab færdigt med Jesus. Og se, Jesu grav er tom! Der findes ingen synd uden tilgivelse. Selv for ubodfærdighed findes vej. David havde bedrevet hor, begået mord og vendt det døve øre til Gud. Men han fik den gamle synd frem: “Min synd bekendte jeg for dig. Da tilgav du mig min synde­skyld” (Sl 32). Gennem Jesu sjælesorg lærer vi i dag, at ­der er en vej tilbage også for den, der har fornægtet og forbandet! Der er endog en tjeneste!
Kvinderne ved graven havde allerede fået bud om særligt at hilse Peter (Mark 16,7). På sin opstandelses dag havde Jesus også vist sig for Simon (Luk 24,34­). Han havde flere gange oplevet, hvordan Jesus pludselig stod iblan­dt dem og med sine nagle­mærkede hænder lyste sin fred over dem. Peter havde været med, da Jesus åndede på dem og sagde: “Mod­tag Helligånden! Som Faderen har sendt mig, således sender jeg også jer. Den hvem, I forlader synder, er de forladt...” (Johs 20,19). En mæg­tig bekræftelse på, at Jesu død og opstandelse betyder tilgivelse for alle synder. Han vil bruge alle dem, der har vendt ham ryggen og svig­tet. Og hvad vil han bruge dem til? Til at give denne græn­seløse tilgivelse videre!
Blandt dem, Herren favne­de og tilgav, var jo Simon. Men i samtalen mellem ham og Jesus kan tyde på, at noget stik­ker og piner og må behandles: Den gamle synd, at han har fornægtet Jesus! Sådan fortæller en præst om en hård­kogt ateisti­sk gudsbespotter der blev kristen som 77-årig. Han var så jublen­de glad, da han blev optaget i menigheden og kunne deltage i nad­veren. Men dagen efter sad han på præstekontoret og græd over sin synd. Han havde modtaget tilgivelse for mange ting, han havde gjort og forsyndet sig med. Men ét pinte og tog glæden fra ham: Den gamle synd, at han offentligt havde spot­tet Herren. Og sådan med Peter.

Gælder det også en Peter?
Han var kaldet til forkynder, men var blevet fornægter. Jesus havde kaldt ham en “klip­pe”. Simon havde forsikret: “Om så alle andre forarges på dig, vil jeg dog ikke. Om jeg så skal dø med dig, vil jeg ikke fornægte dig.” Og dog blev han en fornægter og løj! Men Jesus har ikke opgivet ham. Allerede påskedags aften mødte han ham­. Men også kaldet til at være hyrde står ved magt. Tre gange tiltaler Herren ham. ­Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter, indleder evangelisten. Siden kalder Jesus ham: Si­mon, Johannes' søn. Herren går bag om alt det, hans discipel skulle være og virke som hans tjener og apostel og en klippe i kirken. Han går til mennesket, personen selv: Simon, Johannes søn! du har fejlet og er faldet.­ Men det af­gørende er, hvad jeg betyder for dig. - Derfor tiltaler Jesus ikke med apostel­navn, men siger: Simon, Johannes' søn! Elsker du mig mere, end de andre gør?
Tre gange spørger Jesus; som Peter tre gange havde fornægtet. Det må være klart for Simon - som præsten gjorde det klart for den gamle ateist - at ingen synd, svigt eller noget fald er undtaget, når Jesus tilgiver! Ingen synd kan hindre et menneske i at være en kristen og en discipel af Jesus. Det afgørende for at være en kristen og for at tjene Jesus, er altså ikke, hvordan vi klarer vore opgaver og fylder vort kald og vor tjeneste. Det afgørende er, hvad Jesus betyder for en discipel. Elsker du mig? Det er det af­gørende. Men hvem tør sige det? Hvilken kristen, som kender lidt til sig selv, tør sige det: Ja, Jesus! Jeg elsker dig! - og mere end andre?
Simon svar­er: Ja! Måske i tanken; at den, som har fået meget tilgivet, elsker meget. Herre, du ved, at jeg har dig kær! “D­u er mig uund­værlig. Jeg kan ikke undvære dig.” Jesus bliver ved og spørger påny, for at få samme svar. For tredje gang spørger han med Simons egne ord: Har du mig kær? Simon, er der hold i det? Det er jo ikke dine ord, det gælder, men dig! Simon kan blot svare: Her­re, du kender alt. “Du gennem­skuer mig. Men Jesus, så ved du også, at det grund­læggende er sådan med mig, at jeg ikke kan andet end sige: Du ved det, Herre, at du er mig uundværlig.”

Hvad siger Jesus?
Det kan mærkes, som om Herren med hvert spørgs­mål gør Simon mindre og mindre. Og han bliver bedrøvet. Men netop da får han bekræftet, at Herren vil bruge ham i sin tjeneste, ja, overlade ham sin kirke! Tænk, en mand, som havde fornægtet og bandet på, at han ikke kendte Jesus og dermed været med til at skubbe ham i døden! Ham kalder og indsætter Jesus til at være hyrde og biskop i sin kirke; en, som er ydmyget og har svigtet mere end alle de andre! Hvilket evangelium for den, som er faldet i synd og måske endog har vendt sin Herre ryggen og fornægtet, og tænker: Er der nogen vej tilbage? Kan jeg overhovedet ­bruges til noget mere? Ja! - skynd­te vi os at svare i prædikenens begyndelse. Og så mægtigt det her be­kræftes af kirkens Herre selv!
At være hyrde i Jesu kirke er ikke noget, der tilkommer de særligt stærke kristne, der er sikre på, at de er stær­kere i troen end de andre! Dem, Herren kan bruge i sin kirke er dem, der stadig må synge med børnene: “Jesu lille lam jeg er, på sin skulder han mig bær.” For præste- og hyrdetjenesten er ikke et magt­embede, men netop en tjeneste. “Således skal man betragte os: som Kristi­ tje­nere” siger Paulus (1 Kor 4,1). Herren selv er forbilledet, når han siger: “Jeg er den gode hyrde...; jeg sætter mit liv til for fårene” (Johs 10,14f). Og hvem følger vel i Jesus spor, uden den, der kender sig selv som et lam? Dér, hvor hele Peters tjeneste var faldet på gulvet, og han havde vist sig totalt uduelig, dér kaldte Herren ham!
Man kan undre sig. Alle vidste, hvad Peter var for en, og hvad han havde gjort! Ville mon nogen af os have kaldet ham som præst? Vi er ofte rappe med vore dom­me: Nej, med en sådan forhistorie går det ikke! - Jo, for Jesus går det! Jamen, skal en hyrde ikke være en leder? Skal en præst ikke være et forbillede? Jovist. Han skal kende vejen til de rette græsgange og værne mod afveje og faldgruber. Han må have fårenes tillid og være deres forbillede og forkynder i både ord og gerning! Og alt dette udrustes han til lige netop dér, hvor han ikke har andet grund­lag for sit liv og sin salighed end Jesus og hans kærlighed! Her er hemmeligheden ved enhver tjeneste i Jesu kirke: Den udspringer af magtesløsheden, hvor Guds nåde og tilgivelse er blevet alt. Sådan siger også apostelen Paulus: “Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget; at vi duer tyil noget, skyldes Gud” (2 Kor 3,5).

Er der da en vej tilbage?
Ja! Svar­er vi nu for tredje gang. Jesu nåde rækker lige så langt som synden! Lad ham få det hele! Og Gud ­ser lige så lidt synd hos dig, som han ser i Jesu tomme grav. Som han opstod, skal du opstå. Men nu kalder han: Følg mig! For apost­lene og alle præster er det et særligt kald til at tjene Herren som hyrder for hans hjord. For alle andre et kald til at lade sig sørge for af denne tjeneste. For sådan er Herren vores gode hyrde. Og med ham skal vi leve, om vi end dør. Amen.